Brøndby-fangruppen Alpha Brøndby retter hård kritik af den nye hooliganpakke, som Folketinget har vedtaget, og som træder i kraft 10. marts.
I en længere udmelding skriver fangruppen, at man deler ønsket om trygge rammer omkring dansk fodbold - men at lovpakken efter deres opfattelse går for langt.
- Som vi tidligere har skrevet, er grænsen overskredet, når straffe bliver uforholdsmæssigt hårde og ikke bygger på dokumenteret effekt, men snarere på et ønske om at signalere politisk handlekraft, lyder det fra Alpha.
I udmeldingen henviser Alpha til statistikker, der ifølge fangruppen viser, at sikkerheden omkring dansk fodbold er blevet bedre gennem en årrække.
Fangruppen påstår blandt andet, at anholdelser i forhold til antallet af tilskuere er faldet markant de seneste år.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Med andre ord - dansk fodbold samler flere mennesker end nogensinde før, og aldrig har det været mere sikkert.
Særligt muligheden for mere vidtgående stadionkarantæner møder kritik fra fangruppen.
Ifølge Alpha risikerer personer i praksis at blive stemplet som hooligans, selv om deres dom ikke har noget med fodbold at gøre.
- Særligt problematisk kan man i praksis blive behandlet som ‘hooligan’ uden at have udøvet vold i fodboldkontekst, påpeger fangrupperingen.
Alpha mener samtidig, at flere af initiativerne bevæger sig væk fra grundlæggende retsstatsprincipper.
- Og vigtigst: flere initiativer flytter os væk fra et retsstatsprincip, at sanktioner skal bygge på konkret, individuel vurdering og være forholdsmæssige.
Afslutningsvis opfordrer fangruppen den kommende regering til at genoverveje loven med henblik på at sikre, 'at indsatsen bygger på grundlæggende principper om lighed for loven, proportionalitet og retfærdighed.'

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere

Brøndby IF
3F Superliga































