Steve Cooper er en modig mand. En mand, der ikke er bleg for at træffe beslutninger, selv om det rammer en rutineret landsholdsspiller til fordel for en ung, urutineret gut på bare 17 år.
Søndag satte han Michael Gregoritsch på bænken og gav plads fra start til Jacob Ambæk.
Et populært valg på Brøndby Stadion. For er der noget de elsker helt særligt på Sydsiden, så er det egenproducerede spillere fra Masterclass.
Og det skulle vise sig at være et storslået valg af Steve Cooper. For Jacob Ambæk storspillede i sin første kamp for start for Brøndby i den blot sjette optræden.
Men det var bestemt ikke fordi Jacob Ambæk hverken nåede at blive nervøs eller fik tid til at forberede sig særlig længe på meldingen om en startplads.
- Vi har valgt at gøre nogle ting på andre måder. Vi fik først holdet halvanden time før kampstart, forklarer Jacob Ambæk, der sammen med holdkammeraterne nu skal møde ind tre timer før kampstart, når de spiller hjemmekampe.
Artiklen fortsætter efter billedet


Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Der er sket forandringer med Steve Cooper ved roret som cheftræner i Brøndby.
- Selvfølgelig har vi haft nogle træningspas, hvor der har været nogle indikationer, hvor jeg kunne håbe på en startplads. Derfor forberedte jeg mig også på det, selv om jeg ikke var sikker, da jeg mødte ind før kampen, forklarer Jacob Ambæk.
Han blev også kåret som Kampens Spiller på Brøndby Stadion, hvor han spillede en hovedrolle, selv om han manglede kronen på værket: En scoring.
Jacob Ambæk havde en fod med i to af scoringerne. Sho Fukudas mål til 1-0, hvor det var ham der afsluttede, mens japaneren fulgte op på returbolden.
Efter pausen var det uheldigt, han ikke kom på måltavlen, da han afsluttede en fornem dribletur med at ramme den ene opstander. Bolden sprang modsat, hvor Noah Nartey scorede til 5-1.
- Jeg er meget tilfreds med min første start for Brøndby og meget glad for Nartey prikkede den bold i mål, siger Jacob Ambæk, der har fået mange søde og venlige kommentarer fra holdkammeraterne efter den fine indsats på Brøndby Stadion.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Og så prøvede han noget for første gang, som han havde set frem til, siden han var en lille, ivrig Brøndby-fan.
Han fik sin første ’Fenerbahce’, og det kommer han ikke til at glemme.
- Det var meget specielt. Jeg har i flere år drømt om, at det skulle overgå mig en dag, siger Jacob Ambæk om den særlige hilsen mellem spillerne og fansene som kaldes en 'Fenerbahce'.
For Jacob Ambæk har det været en gave at få Steve Cooper som cheftræner.
For siden Cooper er kommet ind, har Ambæk fået spilletid i alle tre kampe. Mod FCK, AGF og søndag mod OB.
- Der er sket mange forandringer hos os. Men vi har fået besked på, at det er vigtigt, at man er sig selv. Og så skal man vise sig frem og gribe chancen, når den kommer, forklarer Ambæk, der ikke kunne skjule stoltheden over kåringen som Kampens Spiller.
- Det er fedt, at hele stadion valgte mig. Jeg er glad for at give noget tilbage til dem, siger han.

VM Morgenbriefing: Spanien er klar til semifinalebrag
Hattrick | Afsnit 145Spanien er klar til VM-semifinalen efter endnu en sen afgørelse fra superindskifter Mikel Merino.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga





































