




Anders Gerber har været cheftræner for færøske NSI Runavik siden januar 2016 og opnåede lørdag sin største triumf med klubben, da det blev til en 1-0-sejr over B36 Thorshavn i pokalfinalen.
Gerber kalder præstationen og trofæet for en stor bedrift af spillerne og klubben.
- Det var rigtig stort for os. Pokalfinalen er den største enkeltstående klubkamp heroppe, da der bliver gjort meget ud af pokalturneringen. Der er rigtig mange tilskuere og opmærksomhed omkring kampen, så det er en meget stor titel, siger Gerber til bold.dk.
- Det var derfor også rigtig stort, at vi vandt. Vi var ikke favoritter i kampen, for vores optakt til kampen havde været vaklende med flere nederlag, mens B36 havde vundet det meste og også slået os for nyligt med 2-0. Vi manglede samtidig to af vores største profiler, så det meste pegede på dem som vinder.
- Vi leverede en rigtig, rigtig stærk præstation, og der findes ikke noget bedre for en træner end at vinde 1-0. Spillerne fulgte planen perfekt, og det var fantastisk, at vi kunne levere så god en præstation i en finale.
Gerber er meget stolt af at have ført klubben frem til den store triumf.
- Det er det største, jeg har prøvet heroppe som træner. Samtidig var det klubbens første titel i 10 år, så den betyder rigtig meget for alle i klubben.
- Vi har ikke de bedste præmisser for at levere det her, så jeg er rigtig stolt af, at vi har opnået det ved at stå sammen. Det er en stor bedrift.
Anders Gerber forklarer, at triumfen ikke bare betyder meget for trænere og spillere, men at alle i og omkring klubben har fejret det i stor stil.
- Det var en stor oplevelse – både for mig personligt, for klubben og for hele byen. Der var stor jubel inde på banen efter kampen, men da vi kom hjem til Runavik, var der også mange mennesker, som tog imod os på Rådhuset.
- Her bor 4.000 i Runavik Kommune, og 1.000 af dem holder nok med et andet hold, så der er 3.000, som holder med os. Der var 1.200-1.300 til pokalfinalen og nok cirka det samme, da vi kom hjem til byen, så det viser lidt om, hvor meget det betyder for byen, siger Gerber til bold.dk.
Runavik ligger nummer tre i den færøske Premier League med syv runder tilbage.
mikkel@bold.dk


NSÍ Runavík
Cup




























