



Med Slovan Bratislavas 4-1-sejr over Lincoln var FC København dumpet ned på tredjepladsen, men det kunne løverne lave om på i Grækenland torsdag aften.
Her bød PAOK op til dans, og det skulle blive en ganske underholdende og intens dyst.
Det startede skidt for FCK, for allerede i det ottende minut havnede et indlæg for fødderne af Andrija Zivkovic, som bankede PAOK i front med 1-0.
Pep Biel fik en gigantisk chance for at udligne en håndfuld minutter senere, da Lukas Lerager pressede højt, men spanieren sparkede forbi og misbrugte på det skammeligste.
Herefter kæmpede FCK i en periode lidt med spillet, men i det 34. minut sad kombinationerne lige i skabet.
Et glimrende angreb endte i højre side hos Peter Ankersen, som sparkede bolden imellem grækernes keeper og udlignede til 1-1.
Artiklen fortsætter efter billedet

I første halvlegs slutminutter var FC København heldige, da PAOK ramte overliggeren efter et frispark, men bolden gik ud, så det var uafgjort ved pausen.
Biel tog revanche og Johnsson reddede
FCK kom godt ud til anden halvleg, og fem minutter inde revanchere Pep Biel sin kæmpe afbrænder fra første halvleg.
Her spillede Kevin Diks spanieren fri, og Biel halvflugtede bolden flot i kassen til 2-1.
PAOK overtog initiativet herefter og pressede på. Først reddede Nicolai Boilesen på stregen, inden det midtvejs i anden halvleg kun var en dårlig afslutning, der forhindrede grækerne i at komme på omgangshøjde efter et flot opspil.
Karl-Johan Johnsson, som vogtede FCK-buret i stedet for karantæneramte Kamil Grabara, hev en forrygende redning frem i det 72. minut, hvor det for alvor brændte på.
Grækernes frustrationer var store i kampens afslutning, hvor PAOK også blev præsenteret for et rødt kort, og trods flere muligheder lykkedes det aldrig hjemmeholdet at komme på tavlen.
FC København kan derfor juble over en vigtig sejr, der betyder, at løverne fører gruppen med ni point, mens både PAOK og Slovan Bratislava har syv af slagsen.

FC København
PAOK
Conference League



































