Michail Antonio har trænet med hos Leicester i den seneste uge, og her har han formået at imponere cheftræner Marti Cifuentes.
Det fortæller Leicester-træneren ifølge BBC Sport.
- Han har set godt ud, og han er tilmed en herlig fyr at være omkring, siger spanieren.
Den 35-årige angriber har stået uden klub, siden West Ham valgte ikke at forlænge hans kontrakt i sommer.
Siden har Antonio kæmpet for at vende retur til grønsværen, efter at han har siddet ude på grund af de alvorlige skader, han pådrog sig, da han i december 2024 var involveret i en bilulykke.
Artiklen fortsætter efter billedet

I oktober trænede han i en periode med hos Brentford, men det blev ikke til en aftale i London-klubben.
- Vi er opmærksomme på, at han har trænet med i en anden klub, og at han derfor står et godt sted, siger Cifuentes og fortsætter.
- Det, der kommer til at tage lidt tid, er at komme i kampform, fordi han har været væk i så lang tid, siger den tidligere AaB-træner.
Ifølge The Telegraph er Cifuentes og co. i Leicester så overbeviste om Antonios niveau, at klubben pønser på at tilbyde ham en kort aftale.

Leicester
Championship




































