Argentinas U23-landshold kvalificerede sig søndag til De Olympiske Lege i Paris til sommer, og det har fået landstræneren og anføreren til at drømme om én bestemt spiller.
Nemlig Lionel Messi.
For reglerne til OL er, at landsholdene kan indskrive tre spillere over 23 år i truppen, og derfor håber man på, at man kan overbevise Messi om at deltage i Paris.
- Alle kender mit forhold til Leo og det venskab, jeg har med ham, siger Javier Mascherano ifølge Reuters og fortsætter.
- Jeg har altid sagt, at dørene er åbne for en spiller som ham til at komme med med os (til OL, red.), og invitationen vil naturligvis afhænge af ham, hans kompromiser og hans tid, men den er der selvfølgelig.
Artiklen fortsætter efter billedet

Også den nuværende anfører på det argentinske U23-landshold, Thiago Almada, håber meget på, at Lionel Messi kommer med til OL.
Hvis det skulle ske, så er Almada klar til at afgive anførerbindet.
- Jeg håber, at Messi har lyst og kan komme med til OL. Det ville være en drøm.
- Hvis Messi kommer, vil jeg selvfølgelig give ham anførerbindet, men det er ikke mig, der skal bestemme, hvem der kommer med, lyder det fra Almada.
Lionel Messi har vundet guld til OL før.
Det skete i Beijing i 2008.

Sommer OL
Argentina U23
























