Ringkøbing -Argentiner om Serie 1-job: Drømmer om mere
Foto: Henrik Olesen/Ringkøbing IF
2022-03-12 06:30:00
Foto: Henrik Olesen/Ringkøbing IF

Argentiner om Serie 1-job: Drømmer om mere

Træneren for Ringkøbing IF i Serie 1, Andrés Lope, siger til LigaBold.dk, at han på sigt drømmer om at blive træner på en højere hylde.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

DS - 15. runde

FT

RIN

1 - 0

ASA

Ringkøbing IF's andethold i Serie 2 havde en flot sæson, hvor de sikrede sig andenpladsen i rækken. De bookede dermed en plads i playoffspillet om oprykningen til Serie 1. De gik her hele vejen til playoff-finalen, hvor de slog Viborg Søndermark IK med 3-1. Denne sejr betyder, at de til foråret skal spille i Serie 1.

Ringkøbing IF havde igennem hele sæsonen, inklusiv playoffspillet, en meget offensiv tilgang til spillet. De scorede 51 mål i puljespillet på 14 kampe, og de var derfor det mest scorende hold i Serie 2 i Jylland. Den argentinske træner Andrés Lope har stået i spidsen for holdet i denne flotte sæson. Han var selv indtil for ganske nylig en del af klubbens førsteholdstrup, og han har derfor et indgående kendskab til klubben.

Andrés Lope fortæller i et interview med LigaBold.dk om sine egne ambitioner som træner, og hvem der har inspireret hans fodboldfilosofi.

Den 29-årige argentiner har nu haft ansvaret for Ringkøbings andethold i et halvt års tid. En rolle som han er meget glad for at have fået tilbudt, efter hans egen karriere sluttede. Han ligger dog heller ikke skjul på, at han drømmer om mere end at være træner i Serie 1.

- Vi har haft en rigtig god sæson med vores oprykning til Serie 1. Udover de sportslige resultater på banen er jeg meget glad for at indlede en ny fase i mit liv. Jeg ser frem imod de udfordringer, der venter mig i fremtiden, siger Andrés Lope til LigaBold.dk.

Kan du forestille dig en dag at være træner på en højere hylde end Serie 1?

- Det ville være fantastisk, hvis jeg en dag fik chancen for at stå i spidsen for et hold på et højere niveau. Jeg er derfor også godt i gang med at forberede mig, hvis muligheden skulle byde sig, siger Andrés Lope og fortsætter:

- Jeg er startet på sprogskole her i Danmark for at forbedre mine danskkundskaber, da jeg stadigvæk ikke taler dansk på et tilfredsstillende niveau. Jeg er samtidig begyndt på min træneruddannelse, hvor jeg i år afsluttede B1-forløbet. Jeg regner med at påbegynde B1 UEFA-forløbet her i det nye år (2022, red.).

Andrés Lopes trænerkarriere i Ringkøbing startede kort efter, at han var kommet til klubben som spiller. Det var en drilsk rygskade, der satte en stopper for hans europæiske eventyr, det kan du læse mere om her.

Argentineren nåede kun halvanden sæson på klubbens førstehold, før klubbens lægerne gav ham en ærgerlig besked.

- Efter min første sæson for Ringkøbings førstehold vendte mine rygproblemer tilbage igen. Jeg blev undersøgt af klubbens læger, som fortalte mig, at min fodboldkarriere var slut. Det var selvfølgelig en hård pille at sluge, men med tiden har jeg lært at leve med det.

Ringkøbing var dog ikke klar til at give slip på deres eksotiske bekendtskab. De tilbød ham derfor hurtigt en rolle i klubben.

- Jeg indstillede min karriere i 2019, men allerede året efter følte jeg mig klar til at vende tilbage til fodboldverdenen. Jeg fik i denne forbindelse tilbudt ansvaret for Ringkøbings U19-hold i sommeren 2020, som jeg ikke kunne sige nej til.

Han havde ansvaret for U19-holdet i et halvt års tid, før han var nødt til at blive opereret i ryggen. Han vendte dog denne gang hurtigere tilbage til fodboldbanerne, og han fik i sommeren 2021 ansvaret for klubbens andethold i Serie 2.

Han har siden da haft ansvaret for klubbens andethold i samarbejde med Dennis Juelsgaard.

Andrés Lope har fundet sin egen trænerstil

Ringkøbing scorede et hav af mål i puljespillet. Ringkøbing har med andre ord været et meget offensivt indstillet hold med Andrés Lope og Dennis Juelsgård ved roret. Det er derfor nærliggende at forestille sig, at den argentinske træner er kommet med en mere offensiv tilgang til spillet, end mange danske trænere ville gøre. Hans trænerstil er inspireret af sin spillerkarriere, hvor han nåede forbi Argentina, Spanien og Danmark.

- Min karriere har bragt mig forbi forskellige lande med forskellige spillestile. Det har hjulpet mig meget i forhold til at se forskellige sider af spillet. Jeg er derfor ikke kun blevet påvirket af en enkelt tilgang til spillet, men jeg har taget lidt med fra de forskellige steder, hvor jeg har været.

De forskellige trænere, som han har haft, har hver især givet ham noget forskelligt, som han nu efter bedste evne prøver på at give videre til sine egne spillere.

- Jeg har haft forskellige trænere i løbet af min karriere, som hver især havde deres egen tilgang til spillet. De har hver især givet mig noget, som jeg har forsøgt at tage med videre. Jeg arbejder selv meget med, at vi finder de rigtige løsninger på de forskellige udfordringer i løbet af kampene. Jeg efterstræber at udvide mine spilleres horisont, således at de forstår spillet på mere end en måde.

Ringkøbing IF har i Lope en træner, der har prøvet mange forskellige ting i sin aktive karriere. Han mener ikke, at holdets succes er hans fortjeneste, men snarere at de har nogle dygtige og arbejdsomme spillere i Ringkøbing, der har muliggjort deres gode sæson.

- Mig og Dennis Juelsgård har et rigtigt spændende hold med en række meget dygtige unge spillere, som hele tiden ønsker at forbedre sig. Det er især spillernes tilgang til træningen og kampene, der har bidraget til vores succes i år. Deres indstilling gør det lettere for mig som træner, da jeg ved, at der altid er et stort fremmøde til træning, siger Andrés Lope til LigaBold.dk.

Ringkøbing indleder deres sæson i Serie 1 den 27. marts imod BK Klitten. Det skal blive spændende at følge deres videre færd med Andrés Lope i spidsen, og om vi en dag finder den argentinske træner på en endnu højere hylde end Ringkøbing og Serie 1.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

DS - 15. runde

FT

RIN

1 - 0

ASA

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce