Dansk-engelske Mika Biereth har i den grad fået en masse omtale, efter han blev udtaget til det danske U19-landshold, og torsdag var han igen i aktion, da Danmark tørnede sammen med Kasakhstan i kvalifikationen til EM.
Her slog Arsenal-danskeren til med det samme, da han allerede efter seks minutter havde bragt Danmark foran med 1-0, da han elegant vippede bolden over målmanden.
Det blev dog endnu bedre for det danske landshold, da de også kom på 2-0 efter 22 minutter. Her fik de tilkendt sig et straffespark, som Christian Rasmussen uden problemer sendte over stregen.
En fremragende start for U19-landsholdet, men Kasakhstan formåede dog at give kampen nyt liv, da Galymzhan Kenzhebek reducerede til 1-2 kort ind inde i anden halvleg.
Det var FC Nordsjællands Tochi Chukwuani dog på ingen måde tilfreds med. Han blev indskiftet efter 61 minutter, og otte minutter senere havde han allerede scoret to mål og bragt Danmark på 4-1.
Her var Chukwuanis andet mål især flot, da han fik nettet til at blafre direkte på frispark efter et godt skud.
Kasakhstan lagde sig dog ikke ned, da de endnu en gang fik reduceret, men det ændrede ikke på kampbilledet. Danmark var nemlig klasser bedre og formåede også at gøre det til 5-2 i overtiden.
Her var OB's Jakob Breum på spil, da han blev noteret for det sidste mål i U19-landsholdets 5-2-sejr over Kasakhstan.
Det danske U19-landshold står derfor noteret for seks point efter de to første kampe i EM-kvalifikationen.

Kasakhstan U19
Danmark U19
EM U19


































