3F Superliga -Assistkongen Borring: Vigtigst at vi vinder
2017-05-16 17:42:58
Foto: Getty Images

Assistkongen Borring: Vigtigst at vi vinder

Rutinerede Jonas Borring har lagt sig op på siden af Ludwig Augustinsson på Superligaens assistliste efter et fremragende forår, og han fremhæver sin trivsel i FC Midtjylland som afgørende.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FC Midtjyllands rutinerede kantspiller Jonas Borring har på det seneste nærmest eksploderet i forhold til at assistere sine medspillere og lægge op til scoringer.

Fem assist har 32-årige Borring således lavet i midtjydernes seneste tre ligakampe, og han er dermed oppe på ni målgivende oplæg i denne sæson - det samme som FC Københavns Ludwig Augustinsson på toppen af Superligaens assistliste.

- Jeg er med for at være med til at afgøre kampene, og i mesterskabsspillet er det gået rigtigt godt for mig. Jeg er godt tilfreds med mine præstationer efter en lidt skæv start på foråret, hvor jeg ikke startede så meget inde.

- Jeg har været med længe nok til at vide, at hvis man ikke lige starter inde i en periode, så er det eneste vej frem stenhårdt arbejde, og jeg ved, at når jeg når mit topniveau, er jeg svær at komme uden om. Sådan er det i øjeblikket. Jeg er i fremragende form og har masser af selvtillid, siger Borring til bold.dk.

Boring er med 48 assists i karrieren nummer seks på alletiders assistliste i Superligaen, men det betyder ikke alverden for kantspilleren.

- Nej, det betyder ikke speciel meget. Jeg har kigget på listen, men det var mest fordi, vores anfører (Jakob Poulsen har lavet 65 assist, red) topper den nu. Det kunne være da være meget sjovt at slå ham, inden jeg stopper, men det sker nok ikke.

- Det vigtigste for mig er egentligt også, at vi vinder kampene. Jeg vil gerne være afgørende, og jeg er glad for at have et godt snit, men det fylder ikke noget som sådan, siger Borring.

Borring vendte tilbage til FC Midtjylland sidste sommer efter det utidige brud med Randers FC og et meget kort ophold i Brøndby, og han er glad for, at han stadig kan være en vigtig spiller for FCM.

- Jeg havde et fantastisk efterår i Randers FC og var sindssyg sulten stadig, selv om jeg var rundet 30 år. Og jeg var meget glad, da FC Midtjylland gav mig muligheden efter opholdet i Brøndby.

- De tog i mod mig med åbne arme, og jeg må også bare rose klubben for at være meget hjælpsomme i forhold til at få mig til at føle mig godt tilpas. Det betyder meget. Når ens tilværelse fungerer godt, så bliver præstationerne på banen også automatisk bedre, siger Borring og tilføjer:

- Det har udmøntet sig i et godt forår, og jeg er glad. Når det er på den måde, og formen er god, så er det egentligt lige meget, om man er 21 eller 32 år.

Borring og co. tager onsdag i mod FC København onsdag.

mikael@bold.dk

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce