


FC Barcelona har vundet begge La Liga-opgør mod Atletico i denne sæson, men i Copa del Rey trak Diego Simeones tropper det længste strå.
Det samme kan meget vel blive tilfældet i Champions League.
Onsdag aften gjaldt det første kvartfinale på Camp Nou, hvor Barca hurtigt greb taktstokken.
Marcus Rashford troede, han havde bragt værterne i front, men Lamine Yamal var offside i opspillet, så målet fik ikke lov at stå.
Yamal viste efterfølgende prøver på sine fremragende driblekundskaber, inden Atletico-defensiven fik blokeret afslutningen.
Barcelona virkede til at have styr på det, men et enkelt øjeblik vendte det hele.
Artiklen fortsætter efter billedet

Giuliano Simeone blev sendt i dybden med en glimrende aflevering, og så kom Barca-stopperen Pau Cubarsi til at røre argentineren nok, til at dommeren vurderede det som berøvelse af oplagt scoringsmulighed.
Rødt kort til Cubarsi, og som om det ikke var nok, blev det endnu værre for Barcelona momenter senere.
Det efterfølgende frispark bragede Julian Alvarez nemlig i mål og sikrede Atletico en noget overraskende pauseføring med tanke på forløbet.
I anden halvleg forsøgte Barca igen og igen at komme på omgangshøjde, men Atletico tillod ikke de helt åbne målchancer imod sig.
Og i minut 70 slog hovedstadsklubben så til i den anden ende.
Efter en god aflevering fra Antoine Griezmann smækkede Matteo Ruggeri et indlæg, som netop indskiftede Alexander Sørloth kom først på, og så var det pludselig 2-0 til gæsterne.
Barcelona fik aldrig reduceret trods appeller om et straffespark, så Hansi Flicks mandskab skal levere et flot comeback i Madrid på tirsdag, hvis ikke kvartfinalen skal blive endestationen i Champions League.

Planen er lagt: Bischoff fortsætter i rugeklub
Hattrick | Afsnit 62Der er stadig flere spørgsmål end svar i sagen om Clement Bischoff i Salzburg, hvor den danske kantspiller fortsat er helt ude i kulden.
Læs mere

Barcelona
Atletico Madrid
Champions League

































