
Alexander Isak bar anførerbindet for første gang i sin landsholdskarriere, da Sverige lørdag aften gæstede Luxembourg til en træningskamp.
Den svenske landstræner, Jon Dahl Tomasson, havde to 3F Superliga-profiler på bænken fra start - i skikkelse af Benjamin Nygren og Melker Widell.
Herfra kunne de se Isak tilspille sig opgørets første store chance med et hovedstød efter små ti minutters tid, men generelt spillede Sverige sig ikke frem til ret mange chancer i første halvleg.
Det gjorde værterne i stedet, og 21 minutter inde i opgøret brændte blot 16-årige Brian Madjo sågar en friløber.
Det gav Luxembourg blod på tanden, og på det efterfølgende angreb kom det overraskende føringsmål ved Seid Korać.
Artiklen fortsætter efter billedet

Midterforsvareren steg til vejrs på et hjørnespark, og da den tidligere FCK-målmand Robin Olsen ikke kom ud i feltet, stangede han hjemmeholdet i front.
Stillingen holdt til pausen, og i anden halvleg skulle Jon Dahl finde noget helt andet frem - det skete dog ikke rigtigt.
De skandinaviske gæster skabte stort set ingenting, og det var faktisk Luxembourg, der var tættest på at lukke ballet et kvarter før tid, hvor indskiftede Tomás Moreira misbrugte en friløber.
Det blev dog ikke dyrt for hjemmeholdet, for 1-0-sejren kom i hus til stor skuffelse for Jon Dahl Tomasson og det svenske landshold, der må glæde sig over, at dette blot var en træningskamp.
Benjamin Nygren kom på banen til kampens afsluttende ti minutter - Nordsjælland-profilen fik således debut for A-landsholdet.

Sverige
Luxembourg




































