Michael Lumb tager fra 2025 skridtet fra grønsværen til sidelinjen.
Den 36-årige venstre back, der har en fortid i klubber som Brøndby, AaB, Horsens og Lyngby, bliver en del af det nye trænerteam i 3. divisionsklubben Avarta, som i oktober skilte sig af med Benny og Jannik Gall.
Det bekræfter klubbens direktør, Thomas Bonne, over for Bold.
- Vi har ansat Michael fra starten af det nye år, hvor han har udløb i Holbæk.
- Bestyrelsen og jeg har arbejdet på at sammensætte et attraktivt trænerteam, som kan tiltrække nogle spillere, siger Thomas Bonne, der føler sig overbevist om, at Lumb er rustet til trænergerningen.
- Michael kommer med en stor ballast og erfaring fra sin egen karriere samt en enorm iver omkring sin trænerkarriere. Han er i gang med at tage A-licensen, så han har længe vist, at han ville gå den vej.
Artiklen fortsætter efter billedet

Et scoop
Thomas Bonne kender Michael Lumb fra sin tid i Lyngby Boldklubs kommercielle afdeling.
Således var forbindelsen på plads, da Avarta så muligheden for at tilknytte den garvede forsvarsspiller som en del af det nye trænerteam.
At det så faktisk også lykkedes at lande en aftale, ser 3. divisionsklubben som en kæmpe gevinst.
- Vi synes, det er et scoop for os. De unge spillere kan kigge på ham og spørge ham, hvad der skal til for at udvikle sig til et højere niveau.
- Mange af dem kigger jo på 1. og 2. division og tænker: 'Kan jeg nå dertil om et år eller tre?'
- Der kan Michael jo hjælpe med at sige, hvad der skal til, og hvordan du skal leve. Det kan godt være, at han er 36, men han står jo kraftedeme som hugget ud af granit.
Kan komme på banen
Hos Avarta kommer Lumb til at indgå i et trænerteam bestående af ham selv og Jesper Myhrmann samt målmandstræneren Brian Møllepovl.
Hvem der endegyldigt tager beslutningerne, kommer til at variere fra situation til situation, forklarer Thomas Bonne.
Avarta har nemlig søgt en løsning, hvor alle trænere bidrager med erfaring og beslutsomhed.
- Vi har lagt op til, at det er en trænergruppe. Om du er målmands-, assistent- eller cheftræner, bidrager du til helheden, siger direktøren, som bekræfter, at der ikke er tale om en fuldtidsstilling til Lumb.
Afslutningsvis løfter Avarta-bossen sløret for, at der kan opstå situationer, hvor Lumb snører støvlerne og trækker den grønne trøje over hovedet.
- Det er som udgangspunkt slut som spiller, men vi skriver ham ind, så han kan blive brugbar.
- Når vi har en kapacitet som ham stående, ville det være tosset ikke at kunne bruge ham, hvis der bliver behov for det, siger Thomas Bonne.
Avarta ligger aktuelt på ottendepladsen i 3. division.

Holbæk
Avarta
CampoBet 3. division
































