2. Division -B67 sender Ricardos barnebarn til Tjekkiet
Foto: B67 Odense
2021-02-09 10:10:02
Foto: B67 Odense

B67 sender Ricardos barnebarn til Tjekkiet

Ruben Møller Nielsen, der er barnebarn til den tidligere danske landstræner Richard 'Ricardo' Møller Nielsen, skal fremover spille for tjekkiske FK MAS Taborsko. I efteråret tørnede danskeren ud for Serie 1-klubben B67 Odense. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk. 

At gå fra Serie 1-fodbold på Fyn til en professionel kontrakt i Tjekkiet hører til sjældenhederne, men ikke desto mindre er det sket for Ruben Møller Nielsen.

Den 25-årige offensivspiller skifter nemlig livet som Serie 1-spiller i B67 Odense ud med en tilværelse i Tjekkiets næstbedste række for FK MAS Taborsko, der hører til i byen Tabor. Ruben Møller Nielsen har tidligere spillet collegefodbold i USA for TAMIU i Texas, men i slutningen af efteråret var han en del af den fynske Serie 1-klub.

Ruben Møller Nielsen, der er den tidligere danske landstræner Richard 'Ricardo' Møller Nielsens barnebarn, siger til LigaBold.dk, at han var til prøvetræning i den tjekkiske klub i en uge, og på den sidste dag besluttede klubben, at danskeren skulle være en del af holdet.

- Jeg har prøvet på at komme videre siden i sommer, da jeg blev færdig med min skole på det tidspunkt. Med alt det her corona har det været svært at komme nogle steder hen, men så kom den her klub (FK MAS Taborsko, red.) lige på banen, og så endte med, at klubben gerne ville have, at jeg skulle blive, siger Ruben Møller Nielsen til LigaBold.dk.

Offensivspilleren siger, at han har været vant til at være væk fra Danmark efter fem år i USA. Der er dog lidt sproglige udfordringer til tider, da mange ikke er så gode til engelsk i den tjekkiske klub.

Det er ganske uvant, at en dansk fodboldspiller rejser til den næstbedste tjekkiske række, men han kan sagtens få det til at løbe rundt med den nye kontrakt.

- Jeg kan sagtens leve af min kontrakt. Det er fuldtid, og så har jeg fået en lejlighed af klubben, hvor jeg bor sammen med to holdkammerater. Vi bor lige ved siden af klubben, så det passer fint, siger offensivspilleren, der godt kan mærke, at der er et højere niveau i den tjekkiske klub, end hvad han har været til fra Danmark og USA.

Fantastisk klub

Ruben Møller Nielsen holdt sig i gang i Serie 1-klubben B67 Odense i efteråret, hvor han spillede seks kampe og scorede tre mål i Serie 1. Her spillede han sammen med sin bror Benjamin Møller Nielsen, der tidligere har været en tur i nordirsk fodbold. Den lille klub på Fyn har stor betydning for Ruben Møller Nielsen.

- Menneskerne omkring klubben, mine holdkammerater og klubben er helt fantastiske. Det er et helt fantastisk sted, og det har det været fra den første dag, da jeg kom i klubben. 

- Min bror og jeg har været vant til hjemmefra med vores familie og det efternavn, som vi har, at der har været en tendens til noget jantelovssnak allerede fra start af.

- Det har der ikke været noget af i B67. Klubben har fra starten accepteret, hvem vi er, og vi er også normale mennesker, ligesom alle andre er. Bare fordi min farfar (Richard Møller Nielsen, red.) har vundet med landsholdet, ændrer det ikke på, hvem jeg er. I klubben var jeg bare glad for, at den accepterede mig, som jeg er og ikke bare dømte mig ud fra, hvad min familie har opnået.

Stolt og glad

Serieklubben er også ganske stolt over, at klubben nu har sendt en af deres spillere til en professionel kontrakt i udlandet. Det fortæller assistenttræner i B67 Odense Stefan Demant Nielsen til LigaBold.dk.

- Vi er selvfølgelig superstolte af, at det er lidt af en historie, når man går fra en Serie 1-klub til en fuldtidskontrakt i udlandet. Vi har været rigtig glade for, at Ruben har valgt at bruge sin tid i Danmark hos os i B67, da han tidligere har spillet collegefodbold i USA og taget en uddannelse derovre. 

- Han har syntes, at det var superinteressant at være i vores klub med vores faciliteter og hele den opsætning, der er omkring vores Serie 1-hold.

- Det er gældende for ham og broren Benjamin (Benjamin Møller Nielsen, red.), der også søger fuldtidsfodbold. De har rost det utroligt meget, og de har sagt, at det nok er nogle af de bedste forhold på amatørplan herhjemme. 

- Vi gør supermeget ud af at lave nogle 'mini-professionelle' forhold for spillerne, så at vi har kunnet holde Ruben i Danmark ude hos os, er vi selvfølgelig superstolte af.

- Vi er også megaglade på hans vegne over, at det er lykkedes at få en kontrakt dernede, og vi håber selvfølgelig, at han får stor glæde og gavn af opholdet, siger Stefan Demant Nielsen til LigaBold.dk, og han tilføjer, at Ruben Møller Nielsen har været i klubben ad tre omgange i en halvsæson ad gangen.

Klubben forsøger at gøre meget ud af deres spillere i forhold til forplejning før, under og efter kampene med mad, drikke og udleveret tøj, og det er spillerne glade for. Klubben omtaler endda sig selv som 'Verdens mindste storklub'.

B67 Odense vidste dog godt, at Ruben Møller Nielsen var i klubben på lånt tid.

- Der har været en gentlemanaftale med Ruben. Vi har været superglade for at have ham, og han har indgået på lige vilkår som alle andre. Vi har godt vidst, at han søgte andre klubber, så der har ikke været nogen transfersum. 

- Det har været en gentlemanaftale, hvor vi har givet ham nogle gode forhold, så han kunne holde sig i gang og have muligheden for at spille sig til en kontrakt i udlandet, siger Stefan Demant Nielsen.

Glad for farfars bedrifter

Ruben Møller Nielsen er barnebarn til Richard 'Ricardo' Møller Nielsen, der var dansk landstræner under EM 1992, som Danmark vandt, og det er også med glæde i stemmen, at offensivspilleren beskriver farfarens bedrifter.

- Jeg er utroligt stolt over, hvad han har opnået med det danske landshold, men også i Israel og i Finland samt de i klubber, som han har været i.

- Det er jeg enormt stolt over, og jeg har også lært en masse ting af ham og min far (Tommy Møller Nielsen, red.). Desværre er han (Richard Møller Nielsen, red.) her ikke mere, men dengang kan jeg da huske alle historierne, fra da han var træner. Det er jeg enormt taknemmelig for, at jeg kunne opleve med ham.

Vil gerne tilbage til USA

Den 25-årige dansker ser sig som en offensivspiller, der er god til at finde de rigtige løb imellem forsvarerne samt løbe i dybden. Derudover har han også kvaliteter i én mod én-spillet, når han agerer kant.

Når Ruben Møller Nielsen spejder ud i fremtiden, har han en klar drøm. Hvis coronavirussen ikke havde sat en stopper for det, var han nok at finde i amerikansk fodbold på nuværende tidspunkt.

- Jeg vil meget gerne tilbage til USA for at spille. Jeg havde egentlig fået en kontrakt, efter at jeg blev færdig med min skole (med en klub i National Premier Soccer League, red.). 

- Det passede med, at jeg kunne have været blevet derovre, men så kom coronaen, og kontrakten blev derfor annulleret. Ligaen blev ikke spillet alligevel, siger Ruben Møller Nielsen til LigaBold.dk.

Offensivspilleren siger, at han har spillet tre træningskampe for FK MAS Taborsko, mens den første turneringskamp finder sted 7. marts. Holdet træner på normal vis, men spillerne skal testes før hver kamp, siger danskeren.

FK MAS Taborsko indtager i øjeblikket en 13. plads ud af 14 hold i den næstbedste tjekkiske række med otte point efter 12 kampe. 

B67 Odense er placeret på en tredjeplads i Fyn Serie 1 Pulje 1 med 24 point efter 12 kampe. Det er dog med samme pointtal som ØB i toppen af puljen.

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce