B93 leverede en stor pokaloverraskelse i midtugen, da 2. divisionsklubben sendte AaB ud med en 1-0-sejr.
19-årige Hamid El Idrissi kunne ikke selv deltage i opgøret, men han satser på, at det ændrer sig til kvartfinalen, som spilles i det nye år.
I forhold til lodtrækningen er Hamid El Idrissi en smule splittet.
- Det kunne være fedt med nogle af de helt store som FCK, Brøndby eller FC Midtjylland, men generelt tager jeg det, som det kommer.
- Vi spiller altid for at prøve at komme videre, så hvis vi kan møde et mindre hold, hvor der er større chancer for at gå videre, vil jeg nok tage det, siger han til bold.dk og tilføjer:
- Jeg har ikke været decideret fan af nogle af dem, men jeg har både været i Parken og på Brøndby Stadion nogle gange, og det er jo to giganter. De er de to klubber, man altid har set som Danmarks største, så selvfølgelig ville det svære stort at møde dem.
Jubler over trænerforlængelse
B93 annoncerede før pokalkampen mod AaB, at cheftræner Thomas Nørgaard har forlænget sin aftale med klubben, hvilket i den grad glæder Hamid El Idrissi.
- Han har formået at vende det hele på hovedet, i forhold til at han er i gang med et projekt, som er meget, meget spændende og tiltalende for unge spillere. Han er meget kompetent og ved, hvordan man vinder en omklædningsrum med hans energi og væremåde.
- Han er ikke kun en god træner, men også et rigtig godt menneske, der er meget ærlig og siger tingene lige ud. Det kan jeg rigtig godt lide, siger El Idrissi.
- Han har taget en masse professionalisme med sig fra sin tid i Lyngby, og det har skubbet os i en helt ny retning. Thomas har fået vendt skuden, og heldigvis har han forlænget. Han tror meget på os unge spillere, og det er fantastisk at mærke.
B93 er på en øjeblikkelig andenplads i 2. divisions gruppe 1 med 25 point for 13 kampe.

B.93
Oddset Pokalen



































