FC Helsingør er ved at trimme truppen til den nye sæson i 1. division, og det betyder, at Melvin Frithzell og Mathias 'Malte' Johannsen nu er fortid i klubben.
Angriberen Melvin Frithzell kom til FC Helsingør i januar, men nåede blot fire kampe i Superligaen. Mathias Johannsen har været i klubben i halvandet år og spillede i sidste sæson 13 kampe på venstre back.
Begge spillere havde egentlig først kontraktudløb til næste sommer, men kontrakterne er nu revet over.
- 'Malte' vil meget gerne spille mere fodbold, end vi har kunnet tilbyde ham, eftersom han i lange perioder har været bag Frederik Bay på favoritpositionen på venstre back. Vi har derfor i fællesskab besluttet os for at ophæve kontrakten og skilles i fred og fordragelighed, siger direktør Janus Kyhl og fortsætter om Frithzell.
- Med Melvin blev det desværre aldrig det gode match, som vi havde håbet på. Han har stået langt tilbage i køen om spilletid og har været plaget af en del tilbagevendende småskader.
- Sammenlagt med at Melvin er bosat i Sverige og har haft ret lang rejsetid frem og tilbage, er det ikke lykkedes for os at forløse det talent foran mål, som Melvin åbenlyst besidder.
- Melvin har selv haft et ønske om at forsøge at finde en klub tættere på sit hjem, hvor han samtidigt kan få mere tid på førsteholdet, så derfor er vi gået med til at ophæve hans kontrakt, så han kan få sin karriere på ret køl igen. Vi takker Melvin for hans tid i klubben, siger Kyhl.
Melvin Frithzell kom til FC Helsingør efter en periode hos Värnamo. Ifølge svenske hd.se skal Frithzell spille i Landskrona BoIS.


FC Helsingør
Betinia Liga




























