Hilal AL Quds -Badran fik pokaler og store indtryk i Palæstina
2018-06-07 07:01:01
Foto: Hilal Al-Quds

Badran fik pokaler og store indtryk i Palæstina

Den tidligere Frem-spiller Ibrahim Badran har været i palæstinensisk fodbold i fem måneder, og han er kommet hjem med to pokaler og oplevelser for livet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Da han pludselig fik et tilbud fra en palæstinensisk klub i vinter, tog Ibrahim Badran en hurtig beslutning - han takkede ja.

Sønderjyden, der har palæstinensiske rødder, fik dermed mulighed for at opleve en ny kultur - både inden for kridtstregerne og uden for dem.

Han spillede for klubben Hilal Al-Quds fra Jerusalem, og det er en oplevelse, den tidligere Frem-spiller sent vil glemme.

- Det har været en kæmpe oplevelse. Jeg har oplevet mange ting, jeg aldrig vil glemme, siger Ibrahim Badran til bold.dk.

- Jeg har haft nogle store kulturelle oplevelser. Det er et land, som man oplever på én måde gennem nyhederne, men jeg har fået lov at opleve det på en anden måde.

- Det er rart at være hjemme, men jeg savner allerede at være dernede og spille fodbold. Det har været fem meget specielle måneder for mig, siger Ibrahim Badran.

Hurtigt ballade
Inde på banen startede det en smule skidt for Badran og holdkammeraterne, som missede kvalifikationen til en asiatisk udgave af Europa League - AFC Cup - men det endte i ren lykkerus.

Den dårlige start skabte dog krisestemning allerede meget tidligt.

- Vi røg ud af kvalifikationen. Vi tabte den første kamp, som blev det det eneste nederlag i min tid dernede, og så spillede vi uafgjort i returopgøret, siger Badran om kvalifikationskampene mod Al-Suwaiq fra Oman.

- Da vi kom hjem var der kæmpe skuffelse, fordi klubben havde som målsætning at komme videre. Derfor var det altoverskyggende mål nu, at vi bare skulle vinde ligaen. Men vi spillede så uafgjort i en af de første ligakampe, og så måtte vi igennem et kæmpe krisemøde.

- Det var helt vildt, for det var et nyt hold i starten af en sæson - men der var bare kæmpe pres på fra starten. Klubben var vildt skuffet over det. Men så vandt vi alle kampe pånær én, som vi spillede uafgjort til sidst, siger Ibrahim Badran.

De stærke resultater betød, at Ibrahim Badran og holdkammeraterne løb med mesterskabet i West Bank League, som er den bedste række i det område, som betegnes som Palæstina.

- Det var megafedt at være en del af. I hele byen blev der hilst på os. Selvom basketball er den største sport dernede, så vidste folk, hvem jeg var og ville have taget billeder og have autografer.

- Folk var virkelig glade - både bestyrelsen, trænerne og især tilskuerne, siger Ibrahim Badran.

Savner dansk spillestil
De fem måneder i Palæstina har været langt fra det, Ibrahim Badran har oplevet tidligere. Både på og uden for banen. Inde på banen måtte han gå på kompromis med den skoling, han har fået i løbet af sin karriere i Danmark.

- Jeg har jo min spillestil, men jeg fandt hurtigt ud af, at det allervigtigste var ikke at lave fejl. Man skulle bare følge trænerens retningslinjer. Det gav så også de resultater, klubben havde brug for, siger Ibrahim Badran.

- Men jeg er meget større fan af spillestilen i Danmark, hvor det er meget mere taktisk præget. Dernede er det meget præget af mand-mand-situationer.

- Jeg har altid været meget glad for offensiv fodbold og for at drible derudad. Men dernede begyndte jeg at hade driblerier. Alle forsøgte at drible, så snart de fik bolden. Det var forfærdeligt. Så jeg begyndte at savne den mere taktiske tilgang fra Danmark.

- Men det tekniske niveau var vildt højt. Samtidig blev man presset voldsomt, når man fik bolden. Jeg havde slet ikke i nærheden af samme mængde tid til at vurdere situationen, når jeg fik bolden. Man skulle hele tiden være et skridt eller to foran for ikke at lave fejl.

Ibrahim Badran huserede på backen, og der havde han også en helt anden rolle, end han har haft i dansk kontekst.

- Som back er man langt fra med i alle angreb. Angrebene bliver afsluttet inden for fem sekunder, så når man har spillet bolden til kantspilleren foran sig, er angrebet afsluttet lynhurtigt. Det er kun én vej. Men det har givet mig meget i forhold til at forsvare mand-mand, siger Badran.

Ingen krig
Da Ibrahim Badran rejste til Palæstina var det med i hans overvejelser, at han tog til et sted, hvor der hersker stor uro. 

Jerusalem er hjemsted for en mangeårig konflikt mellem israelere og palæstinensere, og herhjemme hører vi jævnligt om voldsomme uroligheder i området. Men når man bor der, kan man sagtens holde sig fra det, siger Badran.

- Jeg oplevede slet ikke den krig, der bliver fremstillet i nyhederne. Der var store protester i forbindelse med åbningen af den amerikanske ambassade i Jerusalem, men jeg mærkede intet til det. Mine forældre ringede hver dag og spurgte, men jeg opdagede det ikke en gang.

- Man ved, hvor det går løs, og hvis man vil, kan man jo bare gå ned og deltage, men hvis man ikke har lyst til det, så bliver man bare hjemme og passer sig selv, siger Badran, som dog oplevede et par tilfælde, hvor han kom lidt tæt på.

- Vi var på vej til træning, og pludselig lød der et lille brag fra bilen, så jeg spurgte chaufføren, hvad han var kørt ind i. Så sagde han, at jeg skulle prøve at vende mig rundt, og så kunne jeg se, at der var sammenstød mellem demonstranter og militæret. Der blev kastet med sten og gasbomber. 

- Den anden gang oplevede jeg bare, at der var en masse veje, der var lukkede. Jeg stod ikke selv i det. Men det var da et kæmpe chok for mig at opleve det, siger Badran.

Fremtiden
Oplevelserne har dog ikke skræmt Badran væk. Han går nemlig lige nu og overvejer, om han skal fortsætte med at spille i den palæstinensiske klub.

- Jeg har fået tilbud om at komme derned igen. De vil gerne have mig det næste års tid. Jeg skal lige overveje det. Der kommer også noget med Tyrkiet i spil om en måneds tid. Og så har jeg fået tilbud fra en klub i Jordan og en i Libanon, så jeg har åbenbart gjort et indtryk, og det er selvfølgelig fedt, siger han.

Det er dog hjemlandet Danmark, der trækker i den 24-årige sønderjyde.

- Jeg prioriterer Danmark. Når man har været væk hjemmefra, så opdager man også, hvor glad man er for Danmark. Det gik virkelig op for mig. Så jeg håber på, at jeg kan finde noget i Danmark, siger Ibrahim Badran.

Den 24-årige back træner lige nu med hos BK Frem, hvor han spillede, inden han rejste til Palæstina.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

5 kommentarer

Se kommentarer
Annonce