FA 2000 styrker sig i front med Bjørn Paludan.
Fredag kom det frem, at den 26-årige angriber, der aktuelt er topscorer i CampoBet 3. division med 14 kasser, havde valgt at forlade Vanløse, og nu står det altså klart, at det er til fordel for rivalerne fra Frederiksberg.
FA 2000 bekræfter tilgangen af Paludan på sin Facebook-side, hvor hovedpersonen sætter ord på sit valg.
- Jeg har valgt FA 2000, da det er en klub med de rette ambitioner og en sund kultur. Jeg ser det som en god mulighed for at fortsætte min udvikling som fodboldspiller og flytte mig på nogle af de områder, hvor jeg særligt kan forbedre mig.
- Jeg kommer til klubben for at hjælpe til med at spille med i den helt sjove ende og forhåbentligt konkurrere om en topplacering. Jeg glæder mig til at bidrage til holdet med hårdt arbejde og forhåbentligt en masse mål. Og så ser jeg selvfølgelig frem til at møde mine nye holdkammerater, siger Paludan.
Bjørn Paludan har gennemgået en omskoling fra midtstopper til angriber, der tilsyneladende har båret frugt taget hans mange mål i betragtning.
FA 2000 ligger aktuelt på andenpladsen i CampoBet 3. division.

FA 2000
CampoBet 3. division






















