






Belgien var lørdag aften på besøg i Atlanta, hvor USA tog imod Kevin De Bruyne og co.
Kampen indeholdt en mærkværdig detalje, da holdenes trøjer begge var røde og hvide og derfor mindede om hinanden.
Der blev dog ikke gjort noget ved det, og det så heller ikke ud til, at spillerne havde problemer med det.
USA kom fint fra start, og efter 39 minutter bragte de sig i front, da Weston McKennie kom først på et hjørnespark og sendte bolden i nettet.
Glæden varede dog kort for USA.
Artiklen fortsætter efter billedet

Lige før pausen udlignede Belgiens Zeno Debast nemlig, da han tog chancen fra lang afstand og sparkede udligningen i mål.
Efter 53 minutter kom Belgien så i front, da Amadou Onana sikkert satte indersiden på oplægget fra Alexis Saelemaekers.
Kort tid efter fik Belgien straffespark, da USA’s Tim Ream havde hånd på bolden i eget felt.
Chris De Ketelaere udnyttede chancen fra pletten, og dermed stod det 3-1 til de belgiske gæster.
Ti minutter efter blev ondt værre for USA.
Belgiens Dodi Lukebakio fik bolden i højre side af banen, hvorfra han tog et par driblinger ind mod mål, inden han på fornem vis sparkede bolden i det lange hjørne.
Lukebakio var dog ikke færdig.
Efter 82 minutter gjorde han det til 5-1, da han afsluttede et flot angreb med et vristspark, som USA-målmand Matt Turner ikke kunne redde.
Kort før tid fik USA pyntet en smule på resultatet. Belgien-forsvaret smed bolden væk, og den endte hos Patrick Agyemang, der stod fri i feltet, og han svigtede ikke.
Der kom ikke flere scoringer, og Belgien kan derfor glæde sig over en storsejr, der kom i stand efter en flot anden halvleg.
Både USA og Belgien er med til sommerens VM-slutrunde. USA er i gruppe med Paraguay, Australien og Tyrkiet/Kosovo. Belgien er i gruppe med Egypten, Iran og New Zealand.

USA
Belgien


































