




En spændende 1/16-finale blev spillet i Miami, hvor de argentinske forsvarende verdensmestre jagtede en plads i ottendedelsfinalen mod Egypten.
Kap Verde stod på den anden side efter en historisk gruppespilspræstation med tre uafgjorte kampe mod Spanien, Uruguay og Saudi-Arabien.
Det endte med en argentinsk 3-2-sejr efter forlænget spilletid, men kampen vil især blive husket for Kap Verdes heroiske indsats. De tabte opgøret, men vandt mange fodboldhjerter.
Messi-magi
Kampen blev indledt som forventet med stor argentinsk dominans, og allerede efter 15 minutter var der fare på færde.
Lionel Messi blev spillet fri i feltet og forsøgte at placere bolden ved den venstre stolpe.
Kap Verde slap dog med skrækken, da afslutningen gik forbi og ud til målspark.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men 15 minutter senere holdt VM-sensationen ikke længere stand. Endnu en gang var det Messi, der kom på tavlen – hans 20. VM-scoring i karrieren.
Lisandro Martínez fandt ham med en høj aflevering ind i højre side af feltet, og Messi tog bolden ned med en fremragende førsteberøring, inden han sendte den i nettaget uden chance for Vozinha.
Kap Verde var presset i bund, og Argentina dominerede opgøret i Florida, hvilket gav Lionel Scalonis mandskab momentum.
Kort før pausen var 2-0 tæt på, men Vozinha reddede endnu en gang for Kap Verde.
Heroisk indsats
Den stærkt undertippede VM-debutant nægtede dog at give op og slog tilbage efter pausen.
Og så kom chokket for argentinerne.
Ryan Mendes slog et indlæg ind i feltet til Deroy Duarte, som fra tæt hold afsluttede fladt og hårdt mod det lange hjørne.
Emiliano Martínez kom ud af sit mål, men kunne ikke forhindre udligningen.
1-1 i USA, og Argentina brugte store dele af anden halvleg på at ryste chokket af sig.
I afslutningen af opgøret fik Messi chancen for at blive helten for Argentina, men det var Vozinha, der løb med helterollen efter 90 minutter.
Sammen med en hårdtarbejdende defensiv afværgede Kap Verde skud efter skud, og kampen måtte i forlænget spilletid.
Tre minutter inde i den forlængede spilletid slog Argentina til igen.
Lisandro Martínez gik fra assistmager til målscorer og sendte Kap Verde i knæ med en flot scoring efter hjørnespark.
Men dramaet stoppede ikke her. Kap Verde svarede igen med en frygtløs og offensiv indsats, som blev belønnet med en drømmescoring.
Sidny Cabral modtog bolden i venstre side af feltet og afsluttede langt udefra mod det lange hjørne. Skuddet sneg sig i det lange målhjørne, og Emiliano Martínez kunne ikke afværge forsøget.
Kap Verdes drømme om videre avancement led dog et knæk, og endnu en gang var det en argentinsk forsvarsspiller, der var i fokus.
Ni minutter fra en straffesparkskonkurrence steg Cristian Romero højest til vejrs efter et hjørnespark, og denne gang kunne selv Vozinha ikke redde De Blå Hajer.
I ottendedelsfinalen venter Egypten for Argentina.

VM Morgenbriefing: Portugal reddet i overtiden
Hattrick | Afsnit 133Portugal overlevede nattens helt store drama mod Kroatien, Spanien fortsatte de stærke takter, og Schweiz bookede også billetten til ottendedelsfinalerne.
Læs mere
FIFA VM
Argentina


































