2024-11-01 06:00:00

Belgien i chok over Riemer: Stadig en stor historie

Den belgiske journalist Jürgen Geril, der dækker Anderlecht tæt på den belgiske avis Het Nieuwsblad, fortæller i et interview med Bold, at det kom som en stor overraskelse i Belgien, at Brian Riemer blev dansk landstræner.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Nations L. A - 5. runde

FT

DAN

1 - 2

SPA

Den 18. september blev Brian Riemer fyret i Anderlecht. 36 dage senere blev han præsenteret som Danmarks nye landstræner.

Den 46-årige træner er for mange herhjemme i Danmark et noget ubeskrevet blad, men det gør sig bestemt ikke gældende i Belgien.

Når man er cheftræner for Anderlecht, vil der i de belgiske fodboldkredse være et enormt stort fokus på en. Bruxelles-klubben er med afstand landets mest eksponerede fodboldklub, selv om de ikke har vundet mesterskabet i syv år.

I Brian Riemers sidste tid i den belgiske storklub var han genstand for en del kritik om, Anderlecht spillede for kedelig og offensivt amputeret fodbold. Derfor kom det bag på mange, at Riemer så kort tid efter fyringen blev dansk landstræner. 

Det fortæller Jürgen Geril, der dækker Anderlecht tæt på den belgiske avis Het Nieuwsblad, til Bold.

- Det var lidt af en overraskelse her i Belgien. Især for dem, som ikke kender Brian Riemer så godt. Han fik en masse kritik i Anderlecht i sidste sæson og i starten af denne.

- Det var i høj grad på baggrund af, hvordan Anderlecht spillede. Brian gjorde et godt arbejde, da han kom. Han fik lavet en god struktur i holdet. Det var godt organiseret, men der var ikke mange offensive spillemønstre.

- Man var lidt af den opfattelse, at spillerne måtte løbe meget i offensiven, men uden der for alvor blev kombineret. Vi belgiere vil sige, at det er en overraskelse, hvis Danmark kommer til at spille teknisk og offensiv fodbold, fortæller Jürgen Geril.

Spillernes mand
Det er dog også vigtigt for den belgiske journalist at fremhæve flere positive ting ved Danmarks nye landstræner.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmark -Belgien i chok over Riemer: Stadig en stor historie
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Præcis som flere spillere har gjort det, fremhæver Jürgen Geril mange af Riemers menneskelige kvaliteter.

Egenskaber, der gør ham til en god træner.

- Jeg har arbejdet med ham i tre år, og jeg ved, at Brian er en god træner og 'people manager'. Han er meget tæt med sine spillere, som virkelig kan lide ham. 

- En mand som Jan Vertonghen, der har spillet under mange store trænere i Tottenham og Ajax, har fremhævet, at han virkelig kunne lide at arbejde sammen med Riemer.

- Han har et tæt bånd med sine spillere - også med de mange danske spillere i Anderlecht. Da Kasper Dolberg kom til Anderlecht, var han et dårlig sted og manglede selvtillid. Men i sidste sæson scorede han 15 mål. Brian hjalp ham med at få selvtilliden tilbage.

- Anders Dreyer havde også en virkelig god sæson, hvilket i høj grad skyldes Brian Riemer, fortæller Geril.

Brian er en god mand
Selv om Brian Riemer i sin tilgang til trænerarbejdet har stort fokus på sin relation til spillerne, tror Jürgen Geril ikke, det bliver et problem at være landstræner.

Selv om spillerne ikke er samlet så ofte på landsholdet, tror Geril faktisk, at et landstrænerjob passer godt til Brian Riemer.

- Det vil ikke være lige så let at skabe samme holdånd, som du kan i en klub. Men på den anden side er Brian en utroligt velforberedt træner. Han studerer virkelig sin modstander, og han arbejder ned til mindste detalje.

- Det, som Anderlecht manglede, var, at der ikke var nok gode kombinationer offensivt. Men Brian tænker på fodbold sådan, at han også vil skabe pres på banen uden selv at angribe.

- Men for ham var presset udenfor banen stødt stigende, og Anderlecht var hver uge forventet at bygge på. Det var svært for ham at forandre situationen, men som landstræner, hvor du ikke har så mange kampe, kan han skabe et godt momentum. For han havde også fremragende kampe her i Bruxelles. 

- Der var også mange ting, som Brian ikke kunne gøre for. Thorgan Hazard, som var en meget vigtig spiller i offensivt i Anderlecht, fik en alvorlig skade. Han er stadig ude i ni måneder yderligere. Det gjorde det heller ikke nemmere for Brian at finde løsninger offensivt. Dreyer er også faldet i niveau sammenlignet med sidste sæson.

- Brian er en god mand, og han kan skabe en god organisation. Men hans tanker om offensiv fodbold, var ikke altid et godt match med Anderlecht, siger Geril.

Det belgiske cirkus
Brian Riemer er ifølge den belgiske journalist en træner, man skal lære at kende. 

Jürgen Geril fremhæver nemlig, at mange af Riemers kritiske røster kom fra dem, som ikke rigtigt kendte ham. 

- Jeg har den opfattelse, at folk, der ikke arbejdede med Anderlecht på daglig basis, vurderede ham ikke højt, for at være ærlig. De troede, at han var en lidt mærkelig figur, der altid var optimist, selvom spillet ikke var så godt.

- Men os, der arbejdede med ham dagligt, har en opfattelse af, at han er meget bedre. Vi kunne spørge ham om alt. Han svarede os altid med store detaljer. Han var ikke bange for at have en diskussion med os.

- Hvis du lytter til hans ord, har du stadig den opfattelse, at han har idéerne. Men det har ikke altid vist sig på banen.

Riemer var ikke fan
I forbindelse med præsentationen af Brian Riemer som Danmarks nye landstræner fremhævede den 46-årige træner, at mediekulturen i Belgien kan være hård.

Det var Riemer til tider lidt træt af. 

- Hvis jeg skal være lidt hård, synes jeg, at det var et cirkus. Hvis man er tæt på belgisk fodbold, vil man vide, at det er sådan. Det kunne man grine af og til tider være irriteret over. Jeg glæder mig til at formulere mig på dansk, så dem, der skal forstå det, forstår det præcist.

- Jeg glæder mig også til at komme hjem til det samme mindset. Jeg var den længst siddende Anderlecht-træner i ti år. Det siger lidt om, hvordan det foregår.

- Jeg følte, at der var et større behov for drama. Det handlede ikke om, hvorvidt du vandt eller tabte. Hvis du vandt, skulle der være drama. Hvis du tabte, skulle der være drama. Derfor var det næsten umuligt at gøre folk tilfredse, sagde Brian Riemer blandt andet.

Ifølge Jürgen Geril var det nu primært tidligere spillere og tv-eksperter, der var efter Brian Riemer.

Geril mener derfor, at Riemer nød stor respekt blandt de belgiske journalister.

- Vi, som oftest var sammen med ham, var ikke så hårde ved ham. Men det var oftere analytikere, tidligere Anderlecht-spillere og den slags, som kritiserede ham.

- Jeg tror, han hentyder til dem, når han siger, at det var et cirkus. Det er måske ikke det smarteste at sige. Men okay, det er hans valg, siger Het Nieuwsblad-journalisten

Kæmpe interesse i Belgien
Selv om Brian Riemer er fortid i belgisk fodbold, er han stadig et navn, som landets fodboldelskere holder øje med.

Faktisk er han så interessant for Het Nieuwsblads læsere, at Jürgen Geril pønser på at tage til København for at se Danmarks første kampe med Brian Riemer i spidsen. 

- Da hans navn blev nævnt som mulig landstræner for Danmark, var det også en stor historie i Belgien. Der er så mange forskellige holdninger om ham.

- Folk er overraskede, og de vil helt sikkert følge ham tæt. Jeg pønser på at tage til kampen mellem Danmark og Spanien for at se, hvordan det går og tale med Brian.

- Det er stadig en stor historie i Belgien. Folk er nysgerrige på, Brian, afslutter Jürgen Geril.

Brian Riemer har skrevet kontrakt med DBU, så han er landstræner for Danmark til og med VM i 2026. Hans første kamp som landstræner bliver den 15. november, hvor Danmark tager imod Spanien i Parken.

Brian Riemer nåede 76 kampe i spidsen for Anderlecht.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Nations L. A - 5. runde

FT

DAN

1 - 2

SPA

Annonce

32 kommentarer

Se kommentarer
Annonce