




Monaco og Nice mødtes lørdag aften i et lokalopgør, der med et uafgjort resultat kunne afgøre det franske mesterskab.
I Paris blev der krydsede fingre for et kryds, som ville gøre Paris Saint-Germain matematisk umuligt at fange på førstepladsen i Ligue 1.
Monaco og Nice var dermed begge tvunget til sejr for at kunne bevare et yderst spinkelt håb for et fransk mesterskab.
Monaco fik efter få minutter en mulighed for at komme på tavlen.
Formstærke Mika Biereth påtog sig ansvaret, da Monaco fik tilkendt et straffespark.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den nyslåede danske landsholdsangriber misbrugte dog den gyldne mulighed med et svagt forsøg, som Nices målmand reddede.
I stedet tog Nice føringen den anden vej. Jeremie Boga gjorde det til 1-0 kort før pausen.
Tog revanche
I anden halvleg tog Biereth dog revanche. Han blev spillet i dybden af Maghes Akliouche. Danskeren tog et træk og tornede bolden op i nettaget uden chance for målmanden, der læste ham i kampens indledning. 1-1.
Og så havde PSG resultatet, som de ville gøre dem til franske mestre.
Men schweiziske Breel Embolo ville det anderledes. Igen var Akliouche i oplæggerens rolle, og Embolo svigtede ikke foran kassen.
Kort efter 2-1-scoringen gjorde Florian Balogun comeback efter en længere skadespause. Den tidligere Arsenal-angriber blev skiftet ind i stedet for Mika Biereth, der også har en fortid om angriber i Arsenals ungdomsrækker.
I kampens tillægstid måtte den 41-årige Nice-kaptajn, Dante, trække i nødbremsen, da Akliouche var alene igennem.
Det sydfranske lokalbrag endte 2-1 til Monaco, der med det yderste af neglene holder fast i håbet om et fransk mesterskab.
Alt skal dog gå galt for PSG, der blot skal bruge en enkelt sejr i de sidste syv kampe tilbage for at blive kåret som Ligue 1-vindere for trettende gang.
Du kan se Biereths 1-1-scoring øverst i artiklen.

Nice
Monaco
Ligue 1



























