Hele 11 spillere fra FC København og Brøndby er udtaget til det forestående EM for U19-landsholdet, mens der også er to fra FC Nordsjælland udtaget.
Derudover er den tidligere FCK-målmand Andreas Dithmer, der nu spiller i hollandske Utrecht udtaget, mens Bodø/Glimts Villads Schmidt med fortid i FCN udgør de sidste to udtagne sjællændere.
Ikke en eneste fynbo er udtaget, mens fem jyder i form af Mads Nybo fra Mafra, Frederik Roslyng fra Horsens, Mads Bomholt fra AaB, Valdemar Byskov fra FCM og Aske Leth fra Silkeborg repræsenterer vestsiden af Storebælt.
Ifølge U19-landstræner Morten Eskesen, som har stået for udtagelsen, er der dog ikke de store overraskelser i netop det.
- I det halvandet år, jeg har været træner, har jeg jo set rigtig mange. Og de (FCK og Brøndby, red.) har jo hele tiden været rigt repræsenteret på den her årgang.
- Så der er ikke så meget nyt i det, andet end at det er jo ikke sikkert, at det er sådan hvert eneste år, men på den her årgang, på det her U19-landshold, der har de været stor repræsenteret hele vejen igennem, siger Morten Eskesen til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Også på A-landsholdet var det et tema, da startopstillingen til første EM-kamp mod Slovenien bestod af ni spillere fra Sjælland, to fra Fyn og ikke én eneste fra Jylland.
Men hvorfor er det så sådan? Bliver tingene gjort anderledes på den ene eller anden side af Storebælt?
Er det tilfældet, er det dog ikke noget, som U19-landstræneren har lagt mærke til, ligesom han tror, at det vi så mod Slovenien var en tilfældighed i dansk fodbold.
- Jeg synes, at de danske akademier laver et fantastisk stykke arbejde, også i Jylland. Så det tror jeg mere, at det er tilfældigt, at det har været sådan én kamp.
- Og det ved jeg ikke, om det også var sådan i kamp to. Jeg ved ikke, hvilken kamp det var. Jeg hørte det godt, men det tror jeg mere, at det er tilfældigt, at der ikke var nogen jyder, siger landstræner Morten Eskesen.
Danmark indleder deres EM-eventyr 16. juli i Nordirland, når Spanien venter i første kamp, inden Frankrig og Tyrkiet er modstanderne i kamp to og tre.


FC København
Brøndby IF
Danmark U19
EM U19

































