Det danske U21-landshold er for tiden samlet for at forberede sig til mandagens store EM-kvartfinale mod Tyskland, og i den rød-hvide lejr mødte to nykårede danske mestre op.
Mads Hermansen og Jesper Lindstrøm kunne i mandags fejre Brøndbys første mesterskab i 16 år, og den oplevelse havde sidstnævnte langt fra glemt, da han mødte ind på U21-landsholdet.
Her kunne han heller ikke lade være med at komme med en lille bemærkning til landsholdsspillerne fra FC Midtjylland og FC København.
- Det var en kæmpe oplevelse for mig, og der er da også blevet joket lidt her på landsholdet. Jeg har drillet Gustav Isaksen, Mo (Daramy, red.) og de forskellige lidt, men det er selvfølgelig bare for sjov, siger Jesper Lindstrøm til bold.dk.
- Vi er på hvert vores hold ude i klubberne, men her er vi et hold sammen. Jeg synes bare, det er fedt. Vi er jo ikke fans på samme måde, som fansene er i klubberne.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Selvfølgelig kan der godt være klubber, man ikke kan lide, men de spillere... jeg har jo altid sagt, at jeg har et rigtig, rigtig godt kendskab til Mohamed Daramy for eksempel, og når vi er her, hygger vi bare.
- Det er fedt, at man kan skelne mellem klubber og landshold, og det synes jeg også, at vi viser, siger Lindstrøm.
Selvom Jesper Lindstrøm missede sæsonens sidste to kampe grundet et rødt kort mod FCK, har offensivspilleren med 10 mål og 11 assists en stor aktie i Brøndbys guldmedaljer.
Han fremhæver dog de blågules kollektiv, selvom han er glad for at have været en afgørende spiller i sådan en sæson.
- Det er da kæmpestort, men som jeg siger, er vi et helt hold, og dem, der ikke har spillet så meget, har budt ind med lige så meget. Men det er da fedt at kunne vise sig frem, og at vi så hiver et mesterskab hjem til sidst er noget af det største, siger Lindstrøm til bold.dk.
21-årige Jesper Lindstrøm har spillet syv landskampe under Albert Capellas.

EM U21
Danmark U21































