




Bayer Leverkusen og Monaco var blevet trukket sammen i Europa Leagues 1/16-finaler, og det første møde mellem klubberne stod torsdag aften på BayArena i Tyskland.
Monaco kom brandvarme ind til kampen med en nylig sejr over PSG i den hjemlige turnering, mens Xabi Alonsos tropper heller ikke har været uefne i 2023 med tre sejre i fem kampe.
Det skulle blive gæsterne, der tog føringen tidligt i kampen, og det på bizar vis.
Leverkusen spillede rundt i bagkæden og ville vende spillet via Lukas Hradecky, men her nåede Breel Embolo frem til den tidligere Brøndby IF-keeper foran målstregen og fik presset så hårdt, at Hradecky endte med at lave selvmål.
Det resulterede i en del klager efterfølgende, men dommer Orel Grinfeld holdt fast i sin beslutning om ikke at tildele den finske målmand et frispark.
Leverkusen pressede på efter det uheldige og bizarre føringsmål til gæsterne, men måtte også hele tiden være vågne i kontraangrebene, som gæsterne satte ind gang på gang.
Artiklen fortsætter efter billedet

Florian Wirtz og Jeremie Frimpong kom tæt på ved et par lejligheder, men i slutningen af halvlegen var det igen gæsterne, som kom tættest på, da Krepin Diatta havde bud efter det lange hjørne.
Denne gang udviste Hradecky imidlertid strålende målmandsspil og reddede flot forsøget, som endda blev afrettet på vej ind mod mål, så skuddet sad endnu yderligere.
Fikse dribleture og sent drømmehug
I anden halvleg skulle der ikke gå lang tid, inden der faldt endnu et mål i kampen.
Hjemmeholdet fik bolden ud i højre side af banen, hvorfra Frimpong kunne finde Moussa Diaby, der med et fikst slalomløb ind i Monaco-feltet og en afslutning mellem benene på Alexander Nubel gjorde det til 1-1.
Efter en enorm chance til Nadiem Amiri midt for mål, kunne Monaco så heller ikke modstå værterne, der også kom på 2-1 ved Florian Wirtz, der gjorde Diaby kunsten efter og løb slalom mellem Monaco-defensiven og køligt scorede fladt.
Det lignede derfor nu, at Leverkusen i stedet ville løbe med sejren og fordelen indtil returkampen, men sådan skulle det ikke være.
Gæsterne udlignede et kvarter før tid ved Diatta, der i første halvleg var blevet afvist af Hradecky på et ellers flot forsøg. I anden halvleg gjorde senegaleseren det bare endnu bedre.
Fra kanten af feltet svingede han venstreskøjten, så bolden curlede sig langs sidenettet i venstre del af målet uden chance for Hradecky.
Leverkusen måtte derfor igen jagte sejren, og det kom tæt på at lykkes med fem minutter tilbage. Igen fik Wirtz lidt plads, og så tog han et træk ind i Monaco-feltet og afsluttede skarpt – men lige på stolpen.
Det sluttede dog ikke herefter, for dybt inde i overtiden sendte Axel Disasi Monaco-tilhængerne i ekstase med en drømmekasse fra distancen, hvor han tog chancen og ramte bolden helt perfekt.
Skuddet gik ind i nederste højre målhjørne uden chance for Hradecky, men noget tyder på, at det ikke er slut her, selvom Monaco rejser hjem med en fordel i bagagen.
Om en uge står returmødet i Monaco.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Monaco
Bayer Leverkusen
Europa League































