Det spidser til for OB og Björn Wessström, der har været fodbolddirektør i OB siden 2022.
Så meget, at bossen selv er begyndt at tage del i træningen side om side med Søren Krogh. Her er han også onsdag, hvor Bold ser med fra sidelinjen.
På træningsbanen skal han, den resterende stab og spillerne forsøge finde frem til det, der lige nu mangler, for at OB's synkende skude ikke skal blive ved med at synke.
Facit er to point ned til nedrykningsstregen med fem kampe tilbage. En nedrykning vil være katastrofal for fynboerne.
Tidligere onsdag slog Björn Wessström fast, at Søren Krogh ikke er fyringstruet, men hvordan ser OB-bossen på sin egen situation? Det svarer han på i et interview med Bold.
Er det den mest alvorlige situation, klubben har befundet sig i med dig som fodbolddirektør?
- Vi har været i nedrykningsspillet alle gange med mig som fodbolddirektør. Hvis vi ser på, hvor mange kampe der er tilbage, og hvor langt vi har til stregen, så kan man godt sige det.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hvor stort et ansvar har du selv?
- Jeg har det overordnede ansvar, og der har jeg også ansvaret for spillersalg, akademiet og for alt, der har med sport og fodbold at gøre. Og så samarbejder jeg med en masse i klubben. Det er der, vi står. Vi har en masse arbejde, som vi forsøger at gøre det så godt, vi kan, ud fra de forudsætninger, vi har.
Har du været til møde med bestyrelsen omkring din og OB’s situation?
- Vi har en god dialog om situationen. Alle er meget bevidste om, hvor vi befinder os. Lige nu er ikke det rette tidspunkt for os at tale om en eventuel situation i fremtiden.
Så der er intet, der indikerer, at din rolle i klubben er usikker?
- Nej, ingen har indikeret det overfor mig.
Hvis OB rykker ned, kunne du så forestille dig, at du fortsat er fodbolddirektør i OB?
- Ja, det kan jeg.
Björn Wesström blev ansat i det fynske i starten af 2022. Siden er svenskeren blevet kritiseret en del for sin ageren på transfermarkedet. Særligt sommeren 2023 står ud som et vildt vindue.
Her blev hentede OB følgende spillere til klubben:
Sven Köhler, 27 år, defensiv midtbanespiller Leeroy Owusu, 27 år, højre back Sauli Väisänen, 29 år, stopper, Rami Al-Hajj, 22 år, offensiv midtbanespiller, Louicius Don Deedson, 23 år, højre kant, Johannes Selvén, 20 år, højre kant, Mohamed Buya Turay, 29 år, angriber.
Af de syv spillere er tre allerede væk igen - enten på leje eller en fast aftale.
Hvad tænker du om, at I allerede har måttet sende flere spillere den anden vej igen?
- Det hænger også sammen med, at vi har skiftet træner.
Så det er en del af forklaringen?
- Ja, delvist. Vi kigger også på, hvad der giver os den bedste effekt, og så må man tage beslutninger, der er gode på den lange bane.
Er det tilfredsstillende, at I har været nødt til at sende så mange spillere på leje igen?
- Så mange ved jeg ikke, om jeg er enig i. Men det er klart, at det bedste var, hvis de kom ind og lagde Superligaen ned. Men når de ikke gør det, så må jeg tage ansvar for spillernes udvikling og klubbens retning på den lange bane, og så må man tage beslutninger ud fra det.
- Man kan altid være bagklog, og man kan have 200 spillere her, og så vil spørgsmålet være, hvorfor vi har så mange spillere. Sådan er det, og det er en del af forretningen.
Sådan helt overordnet er du så tilfreds med, hvordan du har håndteret transfervinduerne i din tid som fodbolddirektør?
- Det er en dybere snak og en dybere evaluering. Det handler om flere ting, men jeg kan konkludere, at forretningen har givet et enormt overskud i 2023. Det har vi ikke haft i lang tid, så den del af vinduet, tror jeg, de fleste er tilfredse med.
Selskabet bag OB, Odense Sport & Event A/S, præsenterede i starten af april 2024 årsregnskab for det forgangne år, og det viste en samlet omsætning på 324,4 millioner kroner og et overskud før skat på 24,9 millioner kroner.
Til sammenligning var der i 2022 et underskud på fem millioner.
OB møder mandag Vejle i 3F Superligaen. Taberen af det opgør vil være at finde under nedrykningsstregen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
OB
3F Superliga




































