Tågen lå tæt over Lyngby Stadion, da de kongeblå tog imod de lyseblå fra Randers i Superligaen fredag aften.
Men det var ikke kun mandskabernes trøjer, der var svære at se forskel på. Spillet var tilmed jævnbyrdigt, og det var efter 90 minutter ikke nogen stor overraskelse, at det hele endte 0-0.
Lyngby lagde presset
Fra kampens første fløjt var det Lyngby, som foran publikum kort før første fløjt havde fejret købet af Lyngby Stadion, der var farlige. Flere gange kom de frem til Randers' felt, men kvaliteten manglede foran kassen.
Efter knap en halv time havde Lyngbys Peter Langhoff en oplagt mulighed for at sende de kongeblå i jubel med en flugter, men her leverede Paul Izzo en stor redning.
Også Michael Opuko havde en fin chance i slutningen af første halvleg, men igen blev det tydeliggjort, at Lyngbys offensiv manglede kvalitet foran kassen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Chancefattigt
Anden halvleg blev fløjtet i gang, men publikum fik ikke meget at juble over.
Først efter 66 minutter fik Randers en stor chance til forsvarsspilleren Daniel Høgh, som sendte et hovedstød mod kassen, men her viste Jannich Storch sine kvaliteter mellem stængerne.
Det forblev med samme passive tilgang i mange minutter, men indskiftede Jonathan Amon havde den helt oplagte mulighed med ti minutter igen, da han blev sendt i dybden til en friløber.
Men igen-igen manglede kvaliteten foran kassen, og Amon skød forbi.
I minutterne før slutfløjt løftede intensiteten sig, mens tågen forlod banen, og Lyngby viste sig flere gange i Randers-feltet - det var blot målet, som manglede.
Kampen endte dermed uden scoringer.
Norman Campbell fik gult kort lige inden slutfløjt, og han misser Randers' næste kamp, hvor de møder AGF.
Randers ligger fortsat nummer fire i Superligaen, mens Lyngby ligger nummer 11, hvor de har fem point op til Sønderjyske.
I næste runde skal Lyngby en tur til Brøndby.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Lyngby Boldklub
Randers FC
3F Superliga



































