1. Division -Blicher: Personligt en skuffende tid i Lyngby
2016-07-03 18:00:40
Foto: Getty Images

Blicher: Personligt en skuffende tid i Lyngby

Jesper Blicher er ærgerlig over, at det ikke blev til mere spilletid i Lyngby, og han ser nu frem til at spille fodbold igen i FC Roskilde.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Jesper Blicher skal det næste halve år tørne ud for 1. divisionsklubben FC Roskilde på en lejekontrakt.

Ved årsskiftet udløber hans kontrakt i Lyngby, og det betyder, at offensivspilleren har spillet sin sidste kamp i den kongeblå trøje. Han ser tilbage på tiden i klubben med blandede følelser.

- Personligt har det været en ret skuffende tid med skader. Jeg kom til sidste forår, og det gik af helvede til. Træneren blev fyret, og vi missede oprykning, og så rendte jeg ind i en skade. Jeg har været fuldt med fra vinter og har da fået lidt spilletid, men ikke nok, hvis du spørger mig.

- Men på trods af det har jeg været sindssygt glad for at være i Lyngby. Det er en sindssygt fed klub og rigtig gode mennesker, der er omkring. Det var da lidt med vemod, at man sagde farvel i dag, siger Blicher til bold.dk.

Lyngby rykkede op i den forgangne sæson, men selvom det ikke bliver til Superliga-bold, er Blicher glad for sin beslutning om at skifte.

- Jeg synes faktisk, jeg tager hånd om min karriere ved at tage det skridt her. I og med jeg ikke har spillet så meget i 1. division, selvom jeg har været klar, kunne jeg godt regne ud, at det nok ikke var dårligere spillere, der blev hentet til.

- Det kunne da være sindssygt fedt, og jeg var glad for at være en del af oprykningen. Men omvendt har jeg en alder, hvor jeg virkelig gerne vil spille fodbold, siger Blicher.

Nu gælder det så FC Roskilde, hvor Anders Theil er cheftræner. De to har allerede haft nogle gode snakke.

- Vi har snakket et par gange, og det, han har haft at sige, har lydt godt. Han har virkelig gerne villet have mig. Det er altid dejligt, så det har bestemt også været en af grundene.

- Jeg glæder mig helt vildt. Det er et rigtig godt hold, de har. Jeg er overbevist om, at vi kan få en god sæson. Der er nogle rigtig spændende spillere, og det glæder jeg mig til at blive en del af.

At det i første omgang er blevet til en lejekontrakt, passer begge parter godt.

- Vi synes, det lå lige til højrebenet at gøre det på den måde. Også for at se hinanden an og sådan. Så var det en god måde at gøre det på, fortæller Blicher.

27-årige Blicher har foruden Lyngby været forbi AGF, Næstved, Fredericia og Vendsyssel i karrieren.

bold@bold.dk

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce