

Spillerne i AC Horsens kan gå på sommerferie efter et samlet nederlag mod OB på 2-4 i jagten på at spille en direkte kamp mod nummer tre om en plads i Europa League-kvalifikationen.
I returkampen i Horsens var hjemmeholdet ellers på vej mod at skabe stor spænding med en føring på 1-0, men OB fik klaret skærene i opgøret, der endte 1-1.
Træner Bo Henriksen var ærgerlig over kampens udfald, men han var dog helt afklaret med, at Horsens ikke længere har muligheden for at spille europæisk fodbold næste sæson.
- Ren sportsligt tror jeg ikke, det havde været nogen fordel for os at komme i Europa, siger cheftræneren.
- Jeg vil da også hellere have FC København, hvis det kommer dertil, til at repræsentere Danmark. Det kunne det da have været sjovt at drille dem, men overordnet set er det nok godt nok.
Han kunne også gøre status på sæsonen, der blandt andet har budt på en lang deltagelse i pokalturneringen.
- Hvis der var nogen, der før sæsonen havde sagt, at vi igen snød det hele og blev nummer otte og kom i pokalsemifinalen, så havde folk nok troet, at det var løgn.
- Man er altid irriteret over ikke at vinde, men når det så er sagt, så er vi stolte over den sæson, vi har haft. Vi er stolte over det, vi har lavet og præsteret, fastslår Bo Henriksen.
Forsvarsspilleren Michael Lumb mente, at Horsens havde fortjent mere end 1-1 søndag.
- Ser man på kampen i dag, er det ærgerligt, at vi ikke vandt. Jeg synes, at vi havde fortjent det. Vi pressede på hele kampen og gik efter det.
- Med lidt held kunne det være godt den anden vej, og vi havde scoret til 2-0, siger Michael Lumb.
/ritzau/

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere


AC Horsens
3F Superliga





































