AC Horsens har skrevet tre år med den japansk-filippinske venstreback Daisuke Sato, og manager Bo Henriksen lægger ikke skjul på sin glæde over fangsten.
- Vi har nærstuderet ham, vi har indhentet referencer fra gode folk, der har spillet med ham, og vi er overbeviste om, at Daisuke har et kæmpestort potentiale, og derfor har vi også lavet en længerevarende aftale med ham, siger Henriksen til bold.dk og tilføjer:
- Han kan lidt af det hele, og derfor har han også været så interessant for os. Han kan både forsvare og angribe. Han er rolig og dygtig med bolden, og han har en speed udover det sædvanlige. Backs med de kvaliteter er svære at finde, så vi regner i den grad med, at han kommer til at styrke os.
Horsens har sagt farvel til folk som Frederik Møller og Mikkel Jespersen, der tidligere har spillet pladsen, og Henriksen mener, at Sato er en opgradering.
- Det er der absolut ingen tvivl om. Det er en følelse, vi har. Vi har arbejdet hårdt med handlen og er meget glad for, at det nu er lykkes.
- Vi skal passe på med at sætte alt for store forventninger til ham. Han skal lige ud og bevise sig selv på banen først, men jeg har sindssygt store forventninger til ham. Jeg stoler på ham og regner helt sikkert med, at han bliver en profil for os, siger Henriksen.
22-årige Sato spillede i sidste sæson 27 kampe for CSMS Iasi fra den bedste række i Rumænien.
mikael@bold.dk



AC Horsens
3F Superliga































