3F Superliga -Bo H. om Henry-skade: Vanvittigt irriterende
2016-11-02 19:01:01
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images

Bo H. om Henry-skade: Vanvittigt irriterende

Bo Henriksen ærgrer sig meget over, at Doneil Henry er blevet skadet. Han mener dog, at man sportsligt nok skal klare sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Doneil Henry er en færdig mand i AC Horsens. Den canadiske midtstopper har pådraget sig en korsbåndsskade og tager nu hjem til West Ham, hvorfra han i august kom til Horsens på en lejeaftale frem til årsskiftet.

Det fortæller AC Horsens-manager Bo Henriksen, som ærgrer sig meget over skaden.

- Det er selvfølgelig et stort slag for både ham og os. Det er vanvittigt irriterende, at vi skal miste en af dem, som vi har troet så meget på. Han har vist, at han kan blive en kæmpeprofil - ikke bare i Superligaen, siger Bo Henriksen til bold.dk.

- Det er en spiller med et enormt potentiale og med en fantastisk attitude. Han er i den grad et godt menneske, som vi desværre må sige farvel til - og det er selvfølgelig beklageligt. Men vi må kigge fremad, siger Bo Henriksen.

Farvel - måske på gensyn
Den slags korsbåndsskader tager gerne ni til tolv måneder at komme sig over - og Bo Henriksen åbner for, at det kunne være interessant at få Henry tilbage til den tid.

- Det ved man aldrig. Han har nogle måneder foran sig, hvor han ikke kommer i spil. Men det kunne selvfølgelig være, når han bliver klar igen. 

- Men det er jo rent hypotetisk. Han har gjort det rigtig godt her, og det er vi nok ikke de eneste, der har fået øje på. Men man ved aldrig, hvad der sker i fodbold, og det er bestemt ikke en mand, vi har afskrevet fra vores liste, ud fra hvad vi har set. For han er virkelig en professionel spiller og en god fyr, som har nogle helt vanvittige kvaliteter, siger han.

- Vi skal nok klare os rent sportsligt
Dermed står AC Horsens nu med en mand mindre til bagkæden. Doneil Henry har dog kun været brugt i de seneste fire kampe, så Bo Henriksen bekymrer sig ikke synderligt over det.

- Vi har jo spillet med det samme hold i de første mange kampe, så det blvier nok det samme, som vi har gjort hele tiden. Vi har nogle dygtige spillere, der kan tage over og give os den base, som vi hele tiden har haft. Så jeg er ikke så opmærksom på det, siger Bo Henriksen.

- Men vi har først og fremmest medfølelse for Doneil. Han har i den grad fortjent at komme tilbage på øverste hylde. Vi skal nok klare os rent sportsligt.

Berthelsen tæt på kampklar
I de første mange kampe spillede anfører Mathias Nielsen i midterforsvaret sammen med Bubacarr Sanneh. Da Doneil Henry blev klar, blev Mathias Nielsen rykket frem på midtbanen - men nu ryger han formentlig tilbage i bagkæden.

En anden mulighed kunne være Jacob Berthelsen, som har siddet ude siden marts. 

- Han er på vej. Men når man er ude i seks-otte måneder, så skal man bruge lang tid på at komme tilbage i den rigtige forfatning. Både fysisk og i forhold til timing. Så der er et lille stykke vej endnu, men vi håber på, at vi når det, inden vi går på vinterferie, siger Bo Henriksen om Jacob Berthelsen, som har kontraktudløb til vinter.

Hvordan det kommer til at se ud, finder vi ud af, når AC Horsens i weekenden møder FC Midtjylland i Superligaen.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce