2022-03-11 09:01:01

Bo Svensson: Jeg landede i et stort kaos

Mainz-træner Bo Svensson er blandt de fire nominerede til Årets Træner 2021-titlen og kigger i dette interview med bold.dk tilbage på et intenst år, hvor næsten alle vågne timer har handlet om at styrke klubben - på kort og lang sigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Bundesliga - 26. runde

FT

AUG

2 - 1

MAI

Det er noget af et kandidat-felt, der kæmper om titlen som Årets Træner 2021. 65 trænerkolleger har stemt, og de fire trænere, som har fået flest stemmer på sig er Thomas Frank, Niels Frederiksen, Kasper Hjulmand og Bo Svensson.

Sidstnævnte overtog Mainz den 4. januar 2021, hvor klubben lå under nedrykningsstregen. Et år senere lå holdet i den bedste halvdel!

Hvordan vil du selv beskrive dit 2021 på trænerfronten?

- Det har været intensivt og spændende. Og overvejende meget positivt. Jeg landede i en Bundesliga-klub i kaotisk tilstand på alle parametre. Det var ikke kun situationen i ligaen, der var problematisk, der var også en masse ting på de indre linjer, der ikke stemte overens. Det var en kæmpe opgave, men jeg havde en plan.

- Jeg er ikke kun stolt over, at vi formåede at blive i ligaen, men også af at vi fik sat en retning på, hvordan vi gør tingene fremadrettet. Det gælder en tydeliggørelse af, hvad vi vil som klub. Alt fra scouting, arbejdsgange mellem ungdomsafdeling og førstehold, kommunikation, arbejdsklima og hvilke krav, kan vi stille til hinanden, siger Bo Svensson.

Der har været mange store, danske trænerpræstationer i 2021. Hvilke ord vil du hæfte på de tre andre nomineredes præstationer?

- Ja, og det er ikke kun det felt, som har imponeret. Det er iøjnefaldende, at der faktisk er flere, som har leveret virkelig fremragende. En Kent Nielsen i Silkeborg har præsteret flot, det samme gælder Thomas Thomasberg i Randers. Og hvis jeg kigger udenfor Superligaen er der Brian Priske og Jon Dahl Tomasson. Alle har høj kvalitet, og det er et skulderklap til et lille land som Danmark at kunne skabe bevågenhed. Det lover godt - også for de kommende trænere, hvor der måske er åbnet nogle døre.

Artiklen fortsætter efter billedet

Bundesliga -Bo Svensson: Jeg landede i et stort kaos
Foto: Daniel Roland/AFP/Ritzau Scanpix

- Niels Frederiksen vandt mod alle odds det danske mesterskab helt fortjent. Og han er bare fortsat det gode arbejde og den klare, tydelige spillespil i denne sæson, selvom de har mistet store profiler - blandt andre Jesper Lindstrøm, som gør det godt hernede.

- Thomas Frank rykkede op i Premier League, og det ved vi alle er en svær liga at komme ind i. Den måde, de har børstet skuffelsen af at have misset første gang af sig, men kom videre og ind i det forjættede land i sommer, taler sit eget tydelige sprog. Det siger noget om det arbejde, Thomas har leveret.

- Alle måler Kasper Hjulmand på de flotte resultater, han har opnået til EM og i VM-kvalen. Men jeg synes, at det er en større præstation, at han har skabt interesse omkring landsholdet. Folk interesserer sig for, hvad der foregår. De vil gerne gå til landskampe. Det er blevet in at holde med landsholdet, og det kan i høj grad tilskrives Kasper. Han havde denne vision fra start. Og en ting er at have den, noget andet er at føre den konsekvent ud i livet, siger Mainz-manageren.

bold.dk har hele ugen interviewet de fire kandidater til titlen som Årets Træner 2021, og Kasper Hjulmand fortalte blandt andet, at Bo Svensson var typen, der arbejdede fra meget tidlig morgen til meget sen aften.

Hvor mange af døgnets timer tænker du fodbold? 

- Fodbold er mit arbejde, og det går der en del tankevirksomhed med. Både med den daglige forberedelse af træning og kamp, men også tanker om fremtidens Mainz. Når jeg tilbringer tid i familiens skød, har tankerne det med at vandre væk og over på jobbet. 

Kan du nogensinde trække stikket helt og bare være der for familien?

- Det kan jeg, men ikke nok. Det skal jeg helt klart arbejde på at blive bedre til og finde en bedre balance og finde tid til at koble helt af. Jeg troede, at jeg kunne i sommerferien, men det kunne jeg ikke. For så gik tankerne på den nye sæson, det nye hold og de nye idéer. Selv i min ferie kunne jeg godt mærke, at jeg havde svært ved at finde ventilen for, hvordan jeg slukkede for arbejde - selvom jeg ikke var i nærheden af klubben.

- Hvis jeg skal være mange år i dette job, kommer det til at tære rigtig meget. Så det er nødvendigt for mig at blive bedre til, for ellers får jeg svært ved at bevare ‘friskheden’ til at kunne varetage træneropgaven. Jeg er for dårlig til ikke at udnytte den tid, hvor jeg ikke behøver beskæftige mig med jobbet, til at lade batterier og energi op, erkender den succesfulde Bundesliga-træner.

Bo Svensson var en stor leder, da han spillede i FC København og styrede det forsvar, som lagde fundamentet for mange titler og triumfer. Efter karrieren på banen fortsatte han i ledelsessporet som træner,

Hvilken leder-egenskab mener du er den vigtigste at besidde som toptræner?

- Integritet. At når jeg siger noget, så er det også det, jeg gør. Dem omkring mig skal vide, hvor de har mig. Det skal være tydeligt. Så kan man lide det eller ej, men det er den måde, jeg føler, at jeg er i overensstemmelse med den, jeg er. 

- Hellere sige mindre, som jeg kan være tro mod og udføre end at sige mange, lange velformulerede sætninger, hvis du alligevel ikke kan leve op til dem. Så mister du troværdighed, og det er det værste at miste som leder.

Hvilken del af dit lederskab ønsker du at blive endnu bedre til?

- Når man er leder, møder man mange typer mennesker, som man skal håndtere. Der er nogle, der ‘ligner’ dig i din måde at leve på og dine grundlæggende overbevisninger., og dem har man en automatisk sympati og forståelse for. 

- Jeg er bevidst om, at jeg skal skaffe mig bedre forståelse for de mennesker, der ikke ligner mig så meget. Og prøve at rumme og håndtere dem på en lidt anden måde i min ledelse. Så jeg også giver dem, hvad de har brug for og ikke altid agerer efter, hvad jeg har brug for. 

- Da jeg selv var aktiv, havde jeg brug for stilhed omkring mig i omklædningsrummet fem minutter før kickoff, mens to andre på holdet havde behov for at høre musik og danse rundt. Det havde jeg svært ved at forstå.

- Jeg vil gerne prøve at rumme alle typer og behov uden at gå på kompromis med min overordnede ledelsesstil og retningslinjer, for jeg tror på, at det gør en gruppe stærkere. Der er bare forskel på at være 18 år og have vokset op i Asien og en 33-årig, der har rødder i Sydamerika, siger Bo Svensson.

En af fire kandidater til titlen som Årets Træner 2021. 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Bundesliga - 26. runde

FT

AUG

2 - 1

MAI

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce