Kasper Junker er måske ikke verdens gladeste mand oppe i Norge for tiden, da han endnu ikke har fået muligheden for at skifte væk fra Bodø/Glimt, som ellers har været hans plan.
Danskeren venter derfor stadig på at komme videre, men han kommer nok til at vente længe endnu. Der er nemlig ingen, der har meldt sig interesseret i ham.
Det fortæller klubbens cheftræner, Kjetil Knutsen, til eurosport.no.
- Lige nu er der ingen bud på Kasper. Ingen, som er interessante i hvert fald. Hvad der sker i morgen, ved ingen. Det, der sker, må ske, udtaler Kjetil Knutsen til eurosport.no.
Det er ikke de bedste nyheder for Junker, da han har fået ny konkurrent i klubben, hvor Bodø/Glimt har hentet Erik Botheim i Rosenborg.
Junkers nuværende situation er heller ikke noget, der har gjort forholdet mellem danskeren og klubbens ledelse bedre, hvor begge parter har været ude og kritisere hinanden. Men nu skulle de to parter være på talefod igen.
- De har talt sammen, og det er faldet betydeligt ned fra både klubben og spillerens side. Vi er to parter, der ser fremad nu. Der har været mange mennesker involveret.
- Der er meget, der er blevet sagt fra de forskellige parter i sagen. Vi er enige om, at der har været en masse dårlig kommunikation. Og sådan sker det meget ofte, fortæller Kjetil Knutsen.
Kasper Junker har kontrakt med Bodø/Glimt frem til slutningen af 2022.


Bodø/Glimt
Norge Eliteserien
































