













Bodø/Glimt stod med muligheden for at vinde den norske pokalturnering for første gang i 33 år, da de lørdag aften mødte Freyer Alexanderssons Brann Bergen i finalen i Oslo.
Kasper Høgh var naturligvis at finde i startopstillingen for Glimt, mens Jacob Lungi Sørensen havde fået valg på Branns midtbane.
Efter blot syv minutter faldt finalens første scoring. Thore Pedersen måtte tage sig selv til hovedet, da Brann-stopperen headede et indlæg i en blød bue over egen målmand.
Det var dog ikke kun i Branns felt, at der blev delt gaver ud. Det gjorde der også i den anden ende.
Her kom Nikita Haikin i problemer med to forfærdelige indgreb på to minutter lige inden pausen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Pludselig havde Felix Horn Myhre og den tidligere Sønderjyske-spiller Kristal Ingason vendt det hele på hovedet for Brann, som på Haitans fadæser var foran 2-1 ved midtvejspunktet
Længe lignede det en pokaltriumf til undertippede Brann, men fire minutter før slutfløjt tvang Ola Brynhildsen med udligningen til 2-2 opgøret ud i forlængelse.
Her var der også fut i den. Denne gang var det Bodø/Glimt, som troede sejren var nær via Andreas Helmersens hovedstødsmål med ti minutter tilbage. Helmersen havde erstattet Høgh i den ordinære spilletid.
Men nej, Brann nåede at udligne på straffespark, og så skulle der flere straffespark til for at afgøre dramaet på Ullevaal.
Bodø/Glimt vandt straffesparkskonkurrencen 4-2 og dermed tog de klubbens tredje pokaltitel i historien.


Brann
Bodø/Glimt
Pokal

































