

Der var dømt gyserkamp i 2. divisions oprykningsspil, da Kolding IF søndag eftermiddag tog imod Brabrand.
Kolding på andenpladsen har længe lignet en oprykker, mens Brabrand på tredjepladsen var fire point efter inden søndagens kamp og dermed var mere eller mindre tvunget til at vinde for at bevare håbet om oprykning til 1. division.
Udeholdet kom da også godt ud og havde efter 35 minutter bolden i nettet for første gang, men Mike Kaljos scoring blev annulleret for offside.
Kort før pausen scorede Tobias Olesen så for udeholdet, og denne gang fik målet lov til at stå.
Kaljo sendte i en kontra Tobias Olesen afsted mod mål. Olesens første afslutning blev taget af keeperen, men Brabrand-spilleren fulgte op og satte 1-0 på tavlen.
Kort tid efter pausen blev det meget sværere for Kolding, da Kristian Kirkegaard fik marchordre for sit andet gule kort.
Et saksepark fra Rune Nautrup var det tætteste hjemmeholdet kom på at udligne kampen, inden Marcus Sloth Jørgensen i overtiden scorede til 2-0, som blev kampens resultat.
Med sejren er Brabrand kun et point efter Kolding IF - og dermed oprykningspladsen - inden de sidste fire spillerunder.
B93 vandt københavnsk derby
Samtidig med Kolding og Brabrand spillede også Brønshøj mod B93, nummer otte og ni i oprykningsspillet.
Der var ikke meget andet end æren at spille for, men den var også noget værd i københavnerderbyet på Tingbjerg Idrætspark.
B93 bragte sig efter 37 minutter foran 1-0, da Sebastian Koch sendte bolden fladt ind foran mål. Bolden havnede Leonel Montano, som sendte bolden i kassen til føring for udeholdet.
Efter 72 minutter blev det også 2-0, da et defensivt koks i Brønshøj-forsvaret gav Montano muligheden for at spille Haitam Hajjami fri til scoring.
Det endte 2-0 til B93, som dermed er blot et enkelt point efter netop Brønshøj på ottendepladsen.


Brønshøj Boldklub
B.93
Brabrand IF
Kolding IF
CampoBet 2. division























