





Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.
Gentofte Sportspark (LigaBold.dk): Det rutinerede FC Græsrødderne-mandskab skulle forsøge at stikke en kæp i hjulet på Superliga-holdet FC Nordsjælland i Sydbank Pokalen torsdag eftermiddag i anden runde-opgøret i Gentofte Sportspark.
FC Græsrødderne med flere tidligere Superliga-profiler i truppen gav alt, hvad de havde, og mandskabet fik også reduceret til 1-2 i første halvleg.
Alligevel endte pokalopgøret med en 5-1-sejr til favoritten FC Nordsjælland.
Den tidligere AaB-angriber Simon Bræmer, der nu spiller for FC Græsrødderne, siger til LigaBold.dk, at mange ting var gode i opgøret mod FC Nordsjælland. Holdet mødte bare et bedre fodboldhold, der var en del yngre end dem.
- Jeg synes faktisk, at vi gjorde alle de ting, som vi havde aftalt. Jeg må bare anerkende, at FC Nordsjælland er et Superliga-hold, og de har en masse unge og smukke fodboldspillere.
- De løber bare stærkt. Alle deres bevægelser har vi været vant til og har kendt til i hele vores fodboldliv, men vi er blevet for gamle til at følge med. Selvom vi stod rigtig i nogle situationer, så kunne de stadig spille uden om, siger Simon Bræmer til LigaBold.dk.
I fik jo kæmpet for det i alle 90 minutter. Hvad synes du, at I fik vist?
- Jeg tror bare, at det er meget sigende for FC Græsrødderne. Lige meget, hvordan man vender og drejer det, så skal vi have det sjovt, når vi spiller. Vi bruger ikke to timer væk fra familie og arbejde på bare at være ligegyldige i to timer. Det har vi prøvet i vores karrierer, og det er ikke sjovt.
- Vi ved, hvad der skal til at få en sjov oplevelse, og det er, hvis man arbejder stenhamrende hårdt. Så kan det godt være, at det ikke altid lige fungerer, og man kommer bagud med et par stykker.
- Så længe du giver alt og investere alt i hver en bold, så er det sjovt at spille fodbold. Vi aftalte, at hvis vi kom bagud med to-tre-fire-fem mål, så ville vi stadig spille, fordi det var en sjov fodboldkamp.
Fem minutters spænding
Mads Laudrup lagde bolden perfekt ind i hovedet på Mark Leth Pedersen, der snittede bolden i kassen for FC Græsrødderne til 1-2 efter 37 minutter. Her mener Simon Bræmer, at det kunne have været interessant, hvis holdet var gået til pausen nede med blot 1-2. FC Nordsjælland kom dog igen på tavlen inden pausen.
- Man kunne godt ane sådan en lille fem minutter, hvor tingene godt kunne have været lidt spændende, og vi havde egentlig håbet på, at vi kunne have gået til pausen nede med en enkelt.
- Sådan skulle det ikke blive, og så punkterede de det en anelse i starten af anden halvleg til 4-1, og så var det lange 35 minutter, hvor vi bare skulle holde vores aftaler og blive ved med at spille friskt til, og det synes jeg også, at drengene gjorde.
- Vi kommer herfra med en god oplevelse, og jeg synes heller ikke, at FC Nordsjælland blev et dårligere fodboldhold af at se dem live.
Simon Bræmer siger, at FC Nordsjælland viste stor kvalitet, og han kan godt lide klubbens tilgang til fodboldspillet.
- Jeg synes, at de viste det, som jeg havde regnet med, uden at forklejne dem. Det, jeg havde regnet med, har jeg set i så mange år i FC Nordsjælland. De kan det bare, og de lærer deres unge mennesker det på rygraden. Den kultur i deres spil, og de investerer, når de har bolden.
- De flytter sig og skifter positioner og gør det svært for deres modstander. De udvikler spillere og mennesker, og det er dybt, dybt inspirerende for en aldrende herre som mig at se på. Det kommer der nogle rigtig fine fodboldspillere ud af, det er jeg sikker på.
Trods 1-5-nederlaget var der god stemning i FC Græsrøddernes omklædningsrum. Familien ventede dog på Simon Bræmer, og derfor blev der ikke så meget festivitas for den tidligere AaB-angriber.
- Jeg har to børn derhjemme, så jeg må hellere springe over, men det kan være, at man smutter forbi Meny og køber en god flaske rødvin, så kan man måske sidde lidt for sig selv og falde i søvn på.
- Ellers skal vi nok finde en dag eller to, hvor vi kan komme til at hygge os. Det plejer vi at være gode til, siger 36-årige Simon Bræmer med et smil.
FC Græsrødderne er lige nu placeret som nummer ti i Københavnsserien ud af 15 hold.


Betano Pokalen
FC Græsrødderne


























