VM -Braithwaite har givet fif om holdkammerater
2017-11-11 12:02:01
Foto: Getty Images

Braithwaite har givet fif om holdkammerater

Martin Braithwaite har delt ud af sin viden om klubkammeraterne Darren Randolph og Cyrus Christie inden playoff-braget mod Irland.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Martin Braithwaite er til daglig holdkammerat med to af de forventede startende spillere fra Irland, og angriberen har haft sine drillende snakke med keeper Darren Randolph og højreback Cyrus Christie.

- Jeg sidder ved siden af Darren i omklædningsrummet, og jeg har prikket en del til ham siden lodtrækningen. Jeg har snakket en del med både ham og Cyrus, og det bliver uden tvivl et par meget interessante kampe, siger Braithwaite til bold.dk og tilføjer:

- Jeg har selvfølgelig intet røbet om vores hold og spillere, og jeg har det også sådan, at man har ingen venner på banen. Vi er holdkammerater i klubben, men når der er fløjtet op, er de modstandere som alle andre.

Omvendt har Braithwaite delt insiderviden om Randolph og Christie i landsholdslejren.

- Randolph er en rigtig god og stabil keeper. Jeg kendte ham ikke, inden jeg kom til Middlesbrough, men han har overrasket mig. Han er stærk, men som angriber ved jeg også, at man kan score på alle keepere.

- Jeg har givet fif omkring de små ting, der måske kan blive vigtige, men vi har jo så dygtige spillere, at de nok skal få scoret på ham, hvis de får chancen, siger Braithwaite og tilføjer om 188 centimeter høje Christie:

- Han er stor, men han er ikke speciel fysisk. Han er faktisk mere en teknisk dygtig og offensiv højreback, der gerne vil fremad banen. Han er stærk en-mod-en offensivt, og ligesom de fleste irere har han hjertet med i sit spil.

Braithwaite er ikke selv umiddelbart udset til at skulle spille den store rolle mod Irland, men efter en god periode i Middlesbrough er angriberen proppet med selvtillid.

- Det har været en god periode for landsholdet på det seneste, og det er fantastisk. Jeg var irriteret over at misse de seneste kampe med en skade, men jeg er kommet tilbage og har fået tanket en god portion selvtillid i klubben, så jeg ser meget frem til de her kampe mod Irland, siger Braithwaite.

Irland er uden den karantæneramte midtbanespiller David Meyler, mens også skadede Seamus Coleman, James McCarthy og Jonathan Walters mangler.

mikael@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce