Da Martin Braithwaite var en bette knægt i Vestjylland, ville han spille fodbold, og den første klub, der fik fornøjelsen af ham, var Sædding-Guldager Idrætsforening.
Der fik han med det samme en træner, der skulle blive en ven for livet. Kasper Kristensen fulgte Martin Braithwaite, fra han var fire år, til han ti år senere skiftede til områdets store talentfabrik Esbjerg fB.
I dag er de to stadig meget nære venner, og da Martin Braithwaite sidste år fejrede sit bryllup, var Kasper Kristensen fløjet ind fra det vestjyske - og da Braithwaite torsdag blev præsenteret som Barcelona-spiller, var Kristensen glad på sin vens vegne.
- Det er fantastisk. Det er vildt og fantastisk – og lidt surrealistisk, siger Kasper Kristensen, da bold.dk fanger ham på telefonen.
- Han har altid sigtet efter at skulle til Spanien. Det har været hans favoritliga fra begyndelsen, men at det skulle lykkes ham at komme til en af verdens førende klubber er bare fantastisk, siger han.
Konturer til noget stort
Han har i et par dage følt sig overbevist om, at Martin Braithwaite ville blive præsenteret som Barcelona-spiller.
- Jeg skrev til ham i tirsdags, da det begyndte at komme frem, at han var et emne i Barcelona. Jeg skulle lige høre, om han var begyndt at pakke flyttekasser igen, og i og med at han ikke svarede og afkræftede historien, så tænkte jeg, at der nok var lidt hold i det.
- Jeg har lige skrevet til ham, så mon ikke jeg hører et eller andet, når han lander i Barcelona, siger Kasper Kristensen, som Braithwaite ved en tidligere lejlighed har rost til skyerne.
— Bent Clausen (@bentclausendbu) February 17, 2020
Han var en af de første, der spottede Martin Braithwaites gode evner på fodboldbanen.
- Jeg har fra næsten dag ét sagt, at Martin nok skulle blive til noget – at det så lige skulle blive Barcelona havde jeg ikke turdet håbe på, men det er skønt, at det er sket, siger Kristensen, der altså var træner for Braithwaite i ti år.
- Vi havde en fantastisk årgang, som var med til DM tre gange. Det var et rigtig godt kuld, og jeg kunne godt se, at Martin i tanke og handling var en tak bedre end sine ellers dygtige holdkammerater. Fra et tidligt stadie kunne jeg se konturerne af noget stort.
En ydmyg dreng med stor selvtillid
Kasper Kristensen fortæller, at de to SMS-korresponderer efter næsten hver kamp, og det føles naturligt, at de to er så tæt på hinanden.
- Vi må jo have en god kemi. Selv da han rykkede til EfB som 14-årig, blev vi ved at holde kontakten ved lige, så det er faldet os begge meget naturligt.
- Martin er generelt en god dreng, som er ydmyg og omsorgsfuld. Han husker sine rødder, og når vi taler sammen, spørger han altid ind til Sædding-Guldager. Han har ikke glemt den klub, han kommer fra, selvom han er et helt andet sted i sit liv nu, siger Kristensen.
Braithwaite er måske nok ydmyg, men han er også en mand, der tror umådelig meget på egne evner, og det kan han formentlig takke sin første træner for.
- Det er sådan noget, jeg har prakket ham på. Jeg har altid bedt ham om at tro på sine egne evner og spille med selvtillid, og det må man sige, at han har taget til sig, siger Kasper Kristensen, som regner med at skulle en tur til Barcelona nu.
- Det kunne jeg forestille mig. Da han var i Frankrig var jeg ad et par omgange nede at se ham spille, så jeg regner da bestemt også med, at jeg skal en tur til Barcelona nu, siger han.
Martin Braithwaite spillede efter tiden i Sædding-Guldager hos Esbjerg fB, inden til han blev hentet til FC Midtjyllands akademi. I 2008 vendte han tilbage til Esbjerg, og i 2013 rykkede han til Toulouse. Siden da har han spillet for Middlesbrough, Bordeaux og Leganes.
Nu venter en kontrakt på fire og et halvt år i Barcelona.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

SGI
Barcelona
Leganes
La Liga
























