Bundesliga -Brandvarm Baden skrabede bunden: Ingen så det komme
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
2026-03-08 09:00:00
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brandvarm Baden skrabede bunden: Ingen så det komme

Nikolai Baden strutter af selvtillid og folder sig i øjeblikket ud for WSG Tirol i Østrig efter en lang periode, hvor karrieren var kørt lidt af sporet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Bundesliga - 22. runde

FT

WSG

2 - 0

GAK

9. november 2025 endte med at blive en mindeværdig dag for Nikolai Baden.

Syv minutter inde i et opgør mod Rapid Wien brød han en 775 dage lang måltørke.

En hård periode på mere end to år i Danmark, hvor manglende scoringer og næsten ingen spilletid blev en del af en hverdag, som i forvejen var præget af kaos og depression.

Det vender vi tilbage til.

For alt er vendt på hovedet for den 25-årige danske angriber, der i sommer valgte at vende tilbage til WSG Tirol i den østrigske Bundesliga efter bruddet med Lyngby Boldklub.

Og det viste sig at være en god beslutning.

- Jeg havde jo et kæmpe efterslæb både fysisk og mentalt, da jeg kom herned, og det er ikke noget, man bare lige kommer sig over i løbet af nogle måneder. Jeg har stadig en masse mørke huller, der skal fyldes ud, og min selvtillid har fået et hak i tuden, fordi den her periode var ved at tage min drøm fra mig, fortæller Nikolai Baden til Bold.

- Det vil nok altid være en del af mig. Men jeg befinder mig virkelig et meget lysere sted nu, og det bliver bedre for hver dag, der går, fortæller Nikolai Baden til Bold.

’Ingen så det komme’
I de seneste 10 kampe har han i den grad fundet sin gamle målnæse frem.

Med syv mål og to assists - senest et hattrick på 45 minutter - har Baden spillet en væsentlig rolle i WSG Tirols jagt på top seks.

Men hvad tallene ikke viser, er måden, scoringerne er faldet på.

Direkte frispark, langskud og gode tekniske detaljer mod hold som Red Bull Salzburg og Sturm Graz.

Og pludselig står han i en virkelighed, de færreste havde forestillet sig for bare et halvt år siden, da han - kontraktfri – fik lov til at holde sig i gang fodboldbanerne i Tirol og siden skrev under på en kort aftale frem til sommer.

- Det bundede i, at ingen af os vidste, hvordan det ville komme til at gå. Jeg håbede på, at jeg ville komme herned, spille fodbold, finde glæden og komme i form igen. Nu står vi så i en situation, ingen havde set komme, men måske håbet på, lyder det danskeren.

Ifølge ham er målformen og de gode præstationer et resultat af tillid og tiltro i trygge rammer.

Det var nemlig i netop WSG Tirol, at Nikolai Baden i 2020/2021-sæsonen senest gik igennem en lignende optur med 18 sæsontræffere.

Nu er han vendt retur til en klub, hvor han har holdt kontakten ved lige med ejeren og sportsdirektøren, hvor halvdelen af holdet udgøres af de samme spillere, som da han tog afsted, og hvor velkendte ansigter stadig er at finde i administrationen.

- Det er mit andet hjem. Jeg har kæmpemæssig respekt for WSG og for alle, der er i og omkring klubben. Det har jeg haft, lige siden jeg var her første gang. Så det har helt seriøst føltes, som om jeg er kommet hjem. Til noget trygt, til nogle vante omgivelser.

- Hvorfor det lige præcis er en klub i Tirol, der gør noget godt for mig, kan jeg ikke svare på. Jeg har fået spørgsmålet rigtig mange gange, men på en eller anden måde er det en gåde. Jeg er bare virkelig glad hernede, og det smitter af på banen.

- En spiller uden selvtillid sparker ikke på mål fra 40 meter, og jeg kom herned uden. Jeg var fuldstændig nede at skrabe bunden. Men klubben gav mig plads og tid til at finde ro i det hele og finde mig selv igen, og nu er der helt automatisk røget endnu mere ansvar over på mine skuldre, hvilket jeg skal være stærk nok til at påtage mig, men jeg har meget mere i mig.

’Jeg skulle have gjort mere’
Han tvivler indimellem fortsat på sig selv.

Da turen gik til Lustenau 2023 kørte det meste faktisk af sporet. Nikolai Badens daværende kæreste – nu hustru - risikerede at blive udvist fra EU i op mod otte år, fordi hun blev beskyldt for at have brudt nogle Brexit-regler. Det kan du læse mere om her.

Selvom Badens bedre halvdel endte med ikke at blive straffet, satte oplevelsen sine spor frem mod skiftet til Lyngby 1. februar 2024.

Parret valgte at tage hjem til Danmark, så hun kunne få alle sine ting på plads igen, mens angriberen håbede at få gang i karrieren på ny.

Men godt blev det aldrig.

Hverken i Lyngby eller i Göteborg, hvor Baden tilbragte en halv sæson på lån og kun nåede at spille tre kampe. I Lyngby står noteret for spilletid i ni opgør.

Nu fortæller angriberen, at han påtager sig sin del af ansvaret for, hvorfor det ikke gik.

- Det er jo blevet en del af mig. Vi prøvede, men det kom bare aldrig op at køre.

- Jeg er utrolig taknemmelig for de spillere, der var tæt på mig. Spillere som Mathias Hebo, David Jensen, Frederik Gytkjær og Magnus Jensen, som forstod min situation og vidste, hvad jeg gik igennem.

- Men jeg kunne have gjort mere. Og skulle også have gjort mere. Selvfølgelig skulle jeg det. Men jeg fik måske heller ikke det, jeg forventede af Lyngby i forhold til nogle af de ting, vi havde talt om op til skiftet.

- Det sker i fodbold, og lige nu er jeg et sted, hvor jeg har taget en masse ting med i min rygsæk og pakket alt det negative væk.
En rygsæk, der indeholder lidt af hvert.

201885
Foto: Lyngby

Nikolai Baden var et stort talent, der allerede som 18-årig rykkede fra FC Nordsjælland til Juventus.

Siden har han repræsenteret syv forskellige klubber i fem forskellige lande, og mens han alle dage vil vælge Juventus igen, hvis han kunne rejse tilbage i tiden, er der andre kapitler, han kunne have tacklet anderledes, fortæller han.

- Juventus var en mulighed, jeg kun kunne se, at jeg tog. Det var Juventus, der bankede på døren, og jeg ville ærgre mig hver eneste dag, hvis ikke jeg greb den chance.

Vejen til førsteholdet i den italienske storklub var imidlertid bøvlet, men Juventus var ikke interesseret i at slippe danskeren, der derfor blev lejet ud to gange, inden han så blev solgt til hollandske Vitesse i 2021.

- Når jeg ser tilbage på det hele nu, så har det været okay i nogle sekvenser. Jeg er ikke decideret trist over det, men det har selvfølgelig gjort, at jeg på en eller anden måde har spildt nogle år i min karriere på grund af nogle bestemte valg, jeg har taget.

Option i kontrakten
Til gengæld har beslutningen om at vende tilbage til Østrig været en af de bedre i karrieren.

Til sommer udløber kontrakten, og spørgsmålet er, hvad der så skal ske. På grund af en option i kontrakten har Baden og WSG Tirol mulighed for at forlænge samarbejdet med et år, men det har hovedpersonen ikke taget stilling til endnu.

- Jeg kan bare sige, at WSG har hjulpet mig ud af et rigtig mørkt hul, og det har jeg kæmpe respekt for. Så fra min side af kunne jeg ikke finde på at røvrende dem, og så er det lige så vigtigt at sige, at jeg er så glad hernede. Mine kone er glad. Vi nyder livet og har det godt, men tingene kan bare gå stærkt i fodbold.

Søndag aften spiller WSG Tirol mod Grazer om at komme med i Bundesligaens top seks.

Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Bundesliga - 22. runde

FT

WSG

2 - 0

GAK

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce