Coronakrisen ramte hårdt, da den fik tag i Italien, og det har betydet, at der er meget delte meninger om, hvorvidt man bør gå i gang med at spille fodbold igen.
Hos Lazio har man i efterhånden et stykke tid kørt intensiv kampagne for at komme i gang med at træne, men i Brescia ser anfører Daniele Gastaldello fuldstændig anderledes på det.
- Jeg siger nej. Jeg tror ikke, at det, vi så i Lombardiet, for alvor kom til midten eller det sydlige af landet. Heldigvis. Men hvis de spørger mig, siger jeg nej, siger Gastaldello ifølge football-italia.net til La Repubblica.
- Omstændighederne er ikke til det. Vi føler os ikke i sikkerhed. De beder os om at vende tilbage til træning og spille 12 kampe på halvanden måned. Det er unfair, og det påvirker spillernes sikkerhed.
- Jeg taler for mig selv og mine holdkammerater. Hvis prisen for genstart er, at vi skal rammes, så er det ikke det værd.
- Vi er bange. Vi er eksponerede. Ikke kun fodboldspillere, men også varehusmedarbejdere, fysioterapeuter, massører. Vi er alle i kontakt. Det er uundgåeligt, siger Gastaldello.
Serie A håber at gå i gang med at spille kampe i juni.


Brescia
Serie A
































