Kasper Junker havde en monstersæson for norske Bodø/Glimt i 2020, og den danske angriber mærker godt med interesse i dette vindue.
Som bold.dk tidligere i januar kunne meddele, har russiske Khimki afgivet et bud på Junker, flere engelske klubber har været nævnt, mens tyske Union Berlin, skotske Celtic og senest Serie A-klubben Crotone også er blevet meldt interesseret.
Interesse er der nok af, men der er ikke meget, der tyder på, at Junkers fremtid ligger i Storbritannien.
Ifølge bold.dk's oplysninger har flere Premier League- og Championship-klubber vist stor interesse, og det var især konkret med én Premier League-klub, men en handel kan ikke umiddelbart lade sig gøre på grund af Brexit, der gør det næsten umuligt for Junker at komme til England.
Nye regler kræver arbejdstilladelse
Efter Storbritannien trådte ud af EU, skal spillere fra EU-lande nu leve op til nogle krav for, at de kan få arbejdstilladelse og dermed må skifte til klubber i England.
Der er flere kriterier, som gør sig gældende, og et af disse er et pointsystem, som kigger på, hvor mange ungdoms- og A-landskampe den pågældende spiller har spillet for sit land, samt antal kampe for sine tidligere klubber, kvaliteten af den sælgende klub, i dette tilfælde altså Bodø/Glimt, og den liga, klubben spiller i.
Hvis en spiller akkurat ikke har point nok til at blive godkendt til en arbejdstilladelse, kan den pågældende klub få vurderet sagen af et panel, som skal tage stilling til, om der kan komme dispensation for handlen.
Ifølge bold.dk's oplysninger har den pågældende Premier League-klub søgt dispensation for handlen hos FA, men tommelfingeren blev vendt nedad, og derfor bød klubben aldrig på Junker.
Sidste mulighed for et skifte til engelsk fodbold her i januar synes nu at være, at FA i slutningen af vinduet er mere tilbøjelig til at give dispensationer i forhold til transfers, og der dermed kan komme et smuthul for Junker.
Efter januars transfervindue vil man i England kigge på, om de nye regler har været en succes, eller om de skal ændres. De nye regler kan man læse mere om her.
Et skifte er stadig muligt
Mens Kasper Junker altså sandsynligvis ikke kommer til England her i januar, er et skifte til en større europæisk liga på ingen måde umuligt, og ifølge bold.dk's oplysninger har Junker her og nu et par konkrete muligheder på hånden.
Et skifte kræver i sagens natur også, at den interesserede klub kan blive enig med Bodø/Glimt, som vil have en god pris for sidste sæsons topscorer i Eliteserien.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Bodø/Glimt
Premier League
Norge Eliteserien
































