Søndag er det tid til sæsonens tredje derby mellem Brøndby og FC København, og hidtil har de blågule haft overtaget mod lokalrivalerne med to ganske dramatiske sejre.
I Brøndby-lejren forventer cheftræner Niels Frederiksen som altid en svær opgave mod FCK, og han satser på, at Brøndbys fart kan blive et afgørende våben mod et dygtigt FCK-hold på bolden.
- FC København har ledt lidt efter deres foretrukne startopstilling, og de har også ledt lidt efter deres formation, efter de skiftede ud på trænerposten. Vi forventer, at de i morgen kommer ud på nogenlunde samme måde som mod Randers FC, da havde de en succes med det.
- Det passer os egentlig ganske fint, men uanset hvem de vælger at stille med, så er det dygtige fodboldspillere, de har på banen. Når man kigger på deres trup i forhold til evnerne med bolden og boldomgang, så har de en stærk trup. Der, hvor de måske mangler lidt, er fart, og det kan blive vores fordel, siger Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.
Brøndby har vundet de seneste to kampe over FCK med et enkelt mål, mens de foregående to opgør er endt uafgjort, og Niels Frederiksen forventer igen, at kampen bliver afgjort på de helt små marginaler.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi har en stærk organisation, vi skaber chancer og scorer mål, ligesom vi har en meget stærk defensiv. Alle skal levere varen i morgen, det er der ingen tvivl om. Jeg er ikke i tvivl om at vi får tilspillet os nogle rigtig gode chancer, men det bliver ikke to håndfulde, og det får FCK heller ikke lov til at skabe mod os.
- Et derby bliver tit afgjort på at have skarpheden på de få chancer, der kommer, så vi skal være skarpe, og så skal vi ud at spille til vores styrker og ikke prøve at gøre en masse andre ting end det, som vi kan, siger han.
Brøndby er inden kampen nummer to i Superligaens mesterskabsspil, hvor FCK er på fjerdepladsen med syv point op til rivalerne.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

FC København
Brøndby IF
3F Superliga


































