Nikolai Laursen har i denne sæson spillet i Brøndby på en lejekontrakt, og Brøndby har besluttet sig for, at man ikke vil udnytte den købsoption, der er i aftalen.
Dermed vender den unge angriber tilbage til PSV Eindhoven.
- Nikolai er en af vores egne drenge, og derfor er vi, ligesom Nikolai, pokkers ærgerlige, over at hverken vi eller han fik forløst det rå potentiale, som han besidder, siger sportsdirektør Ebbe Sand til klubbens hjemmeside.
- Vi så talentet blomstre i glimt, blandt andet med hans flotte mål mod FC Midtjylland i starten af sæsonen, og jeg er sikker på, at Nikolai nok skal få sit gennembrud på et tidspunkt, for han har de kvaliteter, som en fuldblodsangriber skal have.
- Nu handler det for Nikolai om at finde ud af, hvad det rigtige skridt er for ham i sin karriere, så han kan løfte sit spil til næste niveau, og vi vil følge hans udvikling tæt. Alle i Brøndby IF ønsker Nikolai alt det bedste for fremtiden, siger Ebbe Sand.
Nikolai Laursen nåede 17 Superliga-kampe i løbet af sæsonen i Brøndby. Hans kontrakt i PSV løber ud i sommeren 2020.



Brøndby IF
PSV Eindhoven
3F Superliga
Æresdivisionen






























