



Brønshøj skulle for sidste gang ud på grønsværen i 2018, da de hjemme på Tingbjerg Ground tog imod B93.
Brønshøj kunne før dagens kamp ikke slutte dårligere end en 3. plads i 2. division gruppe 2, men for at sikre sig en solid position i kampen om en plads blandt de eftertragtede pladser i oprykningsspillet ville tre point lune for Michael Winters mandskab.
Brønshøj startede stærkt og kunne allerede efter fire minutter give tilskuerne noget at juble over, da Kevin Bechman Timm fik sparket et indlæg ind i B93-feltet.
Det var Bechmann Timms syvende mål i denne sæson, hvilket blev fejret med en humoristisk jubelscene sammen med sine medspillere.
Humøret faldt dog en smule for hjemmeholdet otte minutter senere, da Christian Stokholm flot fik pandet bolden ind til 1-1 efter hjørnespark.
Brønshøj var dog det farligste hold i første halvleg, og efter 27 minutter kom værterne så på 2-1, da Jamil Fearrington kom højest på et indlæg, og med sin scoring fik Brønshøj-anføreren sendt sit mandskab i føringen ved pause.
I anden halvleg var det igen hvepsene, som kom frem til de fleste chancer, men Conrado Da Costa Januario var af flere omgange en vigtig sidste skanse i B93-målet.
Den brasilianske målmand skulle dog slutte sin eftermiddag af med en grim smag i munden, da han i et forsøg på en clearing gled og hermed forærede en gratis chance til Brønshøj med to minutter igen, hvilket Patrick Naundrup kølig fik udnyttet til at sætte bolden ind til slutresultatet 3-1.
Brønshøj sikrede sig hermed andenpladsen i 2. divisions gruppe 2, og hvepsene har herved et godt udgangspunkt, før de starter sæsonen op igen i marts.


Brønshøj Boldklub
B.93
CampoBet 2. division























