Mandag fremlagde Divisionsforeningen sin plan for afviklingen af 2. division, som fortsat kræver myndighedernes tilladelse for at kunne afvikles.
Planen lød i korte træk på, at skillelinjen i 2. divisionspuljerne tæller allerede nu, hvorfor holdene deles i op- og nedrykningsspil ud fra nuværende stilling.
Derfra spiller man seks runder mod de hold, man ikke har mødt i sin oprindelige pulje, og håbet er at starte seneste 17. juni og spille ind til 5. juli.
Det er man langt fra tilfreds med i 2. divisionsklubben Brønshøj, der kalder den nuværende løsning for konkurrenceforvridende.
I Brønshøj er man nemlig umiddelbart uden 12 spillere, hvis kontrakter udløber den 30. juni, når de to sidste runder spilles den 1. og 5. juli.
Det fremgår af en pressemeddelelse, hvor administrerende direktør Dennis Kjeldsen skriver:
- Brønshøj bliver jævnfør beslutningen placeret i Oprykningsspillet og skal eksempelvis ikke møde FC Helsingør – til gengæld skal vi møde Aarhus Fremad.
- Sker det i en af de sidste 2 spillerunder bliver det uden ovennævnte 12 kontraktspillere, hvilket omvendt giver mulighed for, at cheftræner, sportschef, formand og administrerende direktør skrives på holdkortet, skriver Brønshøj-direktøren og slår fast:
- Afvikling af kampe i juli måned kan få en direkte og unfair indflydelse på både op- og nedrykning, hvilket må betragtes som både konkurrenceforvridende og en reel udvanding af 2. division.
Man er desuden utilfreds med økonomien i aftalen. Brønshøj forventer, at man skal følge test-planerne som 3F Superliga- og 1. divisionsklubberne skal, og det vurderer man ikke er muligt både praktisk eller økonomisk.
Desuden vil forholdet mellem udgifter og de nul indtægter på grund af ingen tilskuere være alt for stort til, at det giver mening at starte igen, lyder det.
Brønshøj har på grund af, at det endnu ikke er sikkert, at 2. division genoptages, valgt at holde sine kontraktspillere hjemme på lønkompensation-ordningen.
- Brønshøj Boldklub ønsker ikke at bringe sig selv i en situation, hvor vi kalder vores kontrakansatte tilbage, fraskriver vores ret til lønkompensation og siden må konstatere, at 2. division alligevel ikke blev genoptaget, skriver Brønshøj-direktøren.
Brønshøj er nummer tre i sin pulje - efter sammenlægningen er man nummer seks.


Brønshøj Boldklub
CampoBet 2. division































