Torsdag spiller Brøndby sæsonens indtil videre største kamp, når Strasbourg venter i Frankrig i den første af to Conference League-playoffkampe.
De blågule har forberedt sig siden sejren over Randers, men den helt grundige og kampnære forberedelse tog man for alvor hul på tirsdag, og op til har Brøndby forsøgt at gøre deres forarbejde.
Transitionstræner Jesper Christiansen var blandt andet på plads til Strasbourgs kamp mod Metz i søndags.
- Min analytiker (Søren Frederiksen, red.) gav sin præsentation til spillerne i dag, og han sagde, at han godt kunne gætte på deres startellever, men at han nok ikke kunne komme helt tæt på.
- Selvfølgelig havde vi en mand på plads i weekenden, da de spillede, og vi har set video på den kamp, fortæller Frederik Birk efter tirsdagens træningspas i Brøndby.
Artiklen fortsætter efter billedet

Derudover har analytiker Søren Frederiksen forsøgt at trække på sine forbindelser for at blive klogere.
- De har spillet en kamp mod Mainz i preseason, hvor vi jo har nogle danskere, og det har givet os mulighed for at sludre lidt. Ikke at vi har fået en eksakt gameplan for, hvordan vi skal slå dem, men vi kan trække på lidt af de småting, de oplevede mod dem.
Var det Bo Henriksen?
- Nej. Min analytiker har en connection til en i hans stab. Og det var for at høre, om det, vi så på videoen, matchede det, de oplevede i virkeligheden.
- Og vores transitionstræner Jesper, der var i Frankrig, kunne så bekræfte nogle af de ting.
Kollektivet skal slå individualisterne
Strasbourg bliver en mundfuld for Brøndby.
Ligue 1-klubben har alene i sommervinduet smidt 727 mio. kr. efter nye spillere. Heriblandt danske Lucas Høgsberg, der er taget til det franske fra FC Nordsjælland.
Og Brøndby kommer til at lukrere på eget kollektiv over for Strasbourgs individuelle kompetencer.
- Afgjort. Det er et holdspil, vi spiller. Så uagtet hvor mange penge man bruger, og hvor meget den enkelte spiller kan... Hvis ikke det hænger sammen, så tror jeg på, at en plus en plus en - elleve gange - kan give langt mere, hvis du laver det rigtige hold.
- Vi har kigget på, hvilken gruppe, der er samlet dernede, og hvad deres kompetencepakke er. Der er vel nogle af vores rutinerede gutter, der ikke kan løbe ligeså stærkt som deres unge gutter, men til gengæld må der være andre små fif, vi kan finde frem, siger Frederik Birk.
Der er kampstart klokken 20.00 på torsdag.

Brøndby IF
Strasbourg
ECL-kval




































