- Jeg har altid ønsket at spille for Skotland.
I efteråret meldte Brøndby-stopperen Luis Binks ud, at han drømmer om at spille for Skotlands landshold, der på bekostning af Danmark har kvalificeret sig til sommerens VM-slutrunde.
Den 24-årige stopper er født og opvokset i England, men har en skotsk bedstefar, hvorfor han også er opstillingsberettiget for Skotland.
Siden Binks’ udmelding i november har der været stille omkring hans ønske om at blive en del af Steve Clarkes trup.
Spørger man journalist Blair Meikle, der arbejder for den store skotske avis Herald Sport, hersker der dog ingen tvivl om, at han er på den skotske landstræners radar:
- Kigger man på Binks og det niveau, som han spiller på nu og har gjort tidligere, så bør han helt sikkert være på Steve Clarkes radar. Jeg tror, at han har en reel chance for at komme på holdet, siger Meikle til Bold.
Ifølge den skotske journalist taler det til Binks’ fordel, at netop midterforsvaret ses som en af svaghederne på landsholdet.
Kigger man på Clarkes muligheder, er det heller ikke, fordi de spiller på et væsentligt højere niveau end Binks.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Clarke er meget glad for 34-årige Grant Hanley, der har været med i mange år. Han får sommetider fansenes kritik at mærke, men han har overordnet set gjort det godt for Skotland. Selv da han ikke fik spilletid i Birmingham i League One, var han en del af Clarkes udvalgte. Så han skal nok komme med.
- Så er der John Souttar, som spiller fast for Rangers. Han er i min optik den bedste stopper på holdet. Scott McKenna, som danske fodboldfans naturligvis kender, er også en del af landsholdet. Han spiller i Dinamo Zagreb, som også er på et pænt niveau, så han er også et af Clarkes bedste kort på positionen.
- Efter det begynder niveauet at falde en smule. Der er Jack Hendry, som tidligere har gjort det godt og været en af Clarkes favoritter, men han spiller nu i Saudi-Arabien, fortæller journalisten.
Clarke har gjort det før
Til VM må hvert landshold have 26 spillere med.
Skotland havde fire stoppere med i deres trup på 23 spillere til kampen mod Danmark i november. Beslutter Steve Clarke at tage en femte stopper med over Atlanten, er det ifølge Blair Meikle i klubber som Hearts og Los Angeles FC, at Luis Binks kan finde sine konkurrenter.
- Hanley, McKenna, Souttar og Hendry var de fire stoppere, som var med senest, og derefter er det navne som Ryan Porteous, som spiller for Los Angeles FC, eller Craig Halkett, der har været en af de bedste spillere for Hearts i denne sæson, som er i spil.

- Det er jo navne, som Binks bør kunne konkurrere med. Det taler i hvert fald meget til hans fordel, at netop midterforsvaret opfattes som et af landsholdets svage led, siger Blair Meikle.
For nylig åbnede Steve Clarke op for at tage debutanter med til VM, da landstræneren blev spurgt, om Harvey Barnes var i spil.
Clarke understregede dog også, at han er glad for den stamme af spillere, han har. Blair Meikle fremhæver, at den mangeårige landstræner før har taget uprøvede kræfter med til en slutrunde.
- Clarke plejer at være ret loyal over for de spillere, som er en del af hans stamme. Dem han ved, han kan stole på og har spillet med i kvalifikationen. Så han er nok mest tilbøjelig til at holde sig til dem, når det gælder selve slutrunden.
- Når det så er sagt, så tog han Billy Gilmour og Nathan Patterson med til EM i 2021, og de havde samlet tre landskampe på cv’et. Så Clarke har før taget spillere med, der ikke er rutinerede kræfter på landsholdet.

- Det må være noget, der giver spillere som Binks og andre blod på tanden og tro på, at de kan mase sig ind i truppen. Centerbacken er den, hvor der er mest behov for at overveje andre muligheder, så det taler for Binks’ fordel. Han bør være højt oppe på listen over spillere, der er i betragtning, siger Meikle.
Opmærksomhed på Cooper
Det fik en smule overraskende en del opmærksomhed i Danmark, da Binks offentliggjorde sin drøm om at spille for Skotland.
Men det var ikke, fordi nyheden løb med alle forsiderne i det skotske.
- Det fik bestemt opmærksomhed, og det var noget, som medierne skrev om. Men det var ikke, fordi der var stor jubel blandt fansene, for de har nok aldrig set ham spille.
- Han har jo ikke tørnet ud for skotske klubber, mens det kun blev til et par ungdomslandskampe for Skotland som helt ung. Der er faktisk nogle få, som ser dansk fodbold engang i mellem her i Skotland, men det er nok ikke mange.
- Binks’ erfaring fra Championship er dog helt sikkert noget, der taler for hans chancer. Det er en liga, som der er stor respekt for i Skotland og hos Steve Clarke. Det betyder også, at Clarke nok har set ham spille, siger Blair Meikle.
Den skotske journalist fortæller, at der generelt er stor respekt omkring Brøndby i sækkepibernes hjemland.
Binks skal dog fortsætte med at præstere på et højt niveau, hvis han vil med allerede til VM.
- Brøndby er en stor klub, der er nok er i nogenlunde samme kategori som Rangers FC eller Dinamo Zagreb, hvor Souttar og McKenna spiller. Der har også været lidt mere fokus på Brøndby, siden Steve Cooper blev træner.

- Så hvis Binks bliver ved med at gøre det godt, så er han helt sikkert på radaren. Det kan dog også godt tænkes, at det først er efter VM, at han kommer i spil.
- Når han har bevist sit værd i lidt længere tid i Brøndby, og en ældre spillere som Grant Hanley stopper på landsholdet, afslutter Blair Meikle.
Binks har været en profil for Brøndby, siden han i sommer kom til klubben. Han står noteret for 19 kampe og to mål - ét af dem i et derby mod FC København.
I landsholdsregi har Binks ifølge Transfermarkt spillet for fire forskellige af Englands ungdomslandshold, herunder U17-landsholdet, hvor Steve Cooper gav ham debut.
Binks spillede også et par kampe for Skotlands U16-mandskab, men ikke i FIFA-regi.

Neestrups bøn hørt: Godt for Superligaen
Hattrick | Afsnit 167Dagens Hattrick starter med Mohamed Salahs skifte til Trabzonspor. Egypteren bliver den helt store stjerne i Süper Lig, hvor han skal danne makkerpar med Aral Simsir.
Læs mere
Brøndby IF
VM
Skotland


































