








Mandag eftermiddag var der derby på programmet i det portugisiske.
FC København og Brøndby skulle teste formen mod hinanden i Atlantic Cup, der afholdes i Algarve. Begge hold havde vundet sin første kamp ved træningsturneringen.
Startelleveren hos begge mandskaber var noget reservespækket, men det var værd at bemærke, at nyindkøbet Filip Bundgaard havde fundet vej til Brøndbys startellever.
De blå-gule startede kampen bedst. Jesper Sørensens tropper var inde omkring FCK’s felt flere gange, men det blev aldrig rigtigt helt farligt.
Det gjorde det til gengæld efter lidt under et kvarters spil.
Filip Bundgaard blev sat til at sparke et hjørnespark, og det gjorde han med kirurgisk præcision. Med venstrebenet fandt han en fuldstændig umarkeret Rasmus Lauritsen, som kvitterede det gode indlæg ved at stange bolden sikkert i kassen bag den nye FCK-keeper Runar Alex Runarsson, og så stod der 1-0 til Brøndby.
Artiklen fortsætter efter billedet

FCK vågnede op
Bundgaard var ikke den eneste unge venstrebenede kantspiller, der viste prøver på talentet. Roony Bardghji forsøgte flere gange at gå ind og udfordre Kevin Mensah, som havde lidt problemer med at holde styr på den unge svensker.
FCK spiste sig så småt ind i kampen, der efter Brøndbys føringsmål blev en mere jævnbyrdig affære.
De forsvarende danske mestre overtog styringen af kampen mod slutningen af første halvleg, og de burde faktisk også have udlignet. Tæt på den bagerste stolpe helkiksede Lukas Lerager en flugter med indersiden, der røg over mål, mens unge Victor Froholdt fra en fri position omkring straffepletten også sparkede langt over mål.
Kampen blev derfor fløjtet til pause med stillingen 1-0 til Brøndby.
Brøndby hurtigt på tavlen igen
FC København skiftede fra anden halvlegs start den 17-årige Hjalte Bidstrup, der er lillebror til Mads Bidstrup, ind til fordel for Oscar Højlund.
Efter pausen fortsatte kampen, hvor den slap. FCK var mest på bolden, og Brøndby var noget mere afventende.
Stik mod spil og chancer skulle det dog også blive 2-0 til Brøndby.
Et kæmpe koks i forsvaret af Denis Vavro lagde bolden for fødderne af Oscar Schwartau, og den 17-årige offensivspiller lignede ikke en, der har siddet meget på bænken i løbet af sæsonen. Et smart træk ind i banen, en kølig afslutning, og så stod der 2-0 efter 52 minutters spil.
FCK blev ved med at brænde store chancer, men Jonathan Ægidius i Brøndby-målet, der kom til klubben i 2022, men stadig ikke har fået officiel førsteholdsdebut, gjorde også flere gange livet svært for FCK’s offensive spillere.
Mod slutningen af kampen faldt tempoet en hel del. Det lignede længe, at FCK skulle gå fra banen uden mål.
Det fik Roony Bardghji og Jordan Larsson i den grad lavet om på.
Larsson vippede efter et træk bolden ind i feltet, hvor Roony med højrebenet flot flugtede bolden forbi en chanceløs Ægidius.
Der faldt ikke flere mål, og dermed endte kampen 2-1 til Brøndby.
FCK’s sidste kamp ved Atlantic Cup er på torsdag mod Molde, inden holdet d. 13 februar får besøg af de forsvarende Champions League-mestre, Manchester City, når Jacob Neestrups tropper skal forsøge at sikre sig et godt udgangspunkt i 1/8-finalen.
Brøndby spiller sin sidste kamp ved Atlantic Cup på fredag. Jesper Sørensens mandskab møder IFK Göteborg.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC København
Brøndby IF
3F Superliga
The Atlantic Cup




































