

Søndag aften blev der fløjtet op til nabokrig på grønsværen i det Nordamerikanske, da Canada tog imod USA under iskolde omstændigheder på Tim Hortons Field i Hamilton lidt uden for Toronto.
Canada lå inden opgøret etter med et point ned til USA på andenpladsen, så kampen var et direkte opgør om førstepladsen i kvalifikationen til VM i Qatar, hvor de tre bedste hold fra Nordamerika dog kvalificerer sig direkte.
Canada var muligvis bedst vant til de kølige omstændigheder, det var i hvert fald dem, som startede opgøret bedst ved at komme foran efter bare syv minutters spil.
Jonathan David fandt Cyle Larin i dybden, og da han først kom ind i feltet, scorede han sikkert til 1-0. En vigtig scoring for Canada og en milepæl for Larin, som med målet blev den mest scorende Canadiske landsholdsspiller gennem tiderne med sit mål nummer 23.
USA tog herefter over, og kom tæt på lige før pausen ved et Weston McKennie-hovedstød. Hans fine afslutning blev dog afværget af en endnu flottere redning af den canadiske anfører i målet, Milan Borjan.
Efter pausen kæmpede USA videre med at finde det udlignende mål, men Canada var det mest farlige hold på banen i flere farlige kontraangreb, hvor særligt David var aktiv, men også målscorer Larin fik endnu en chance for at lukke opgøret tæt under mål, som han dog misbrugte.
I sidste ende formåede USA ikke at score mod deres naboer, så til stor jubel for hjemmepublikummet var det i stedet Canada der i fem minutters overtid lukkede og slukkede opgøret til 2-0.
Sam Adekugbe opsnappede bolden ved midterlinjen og havde frit løb ned til USA-målet, hvor han sikkert satte bolden i netmaskerne, hvorefter dommeren kunne fløjte kampen af.
Med sejren lægger Canada sig nu lunt i svinget til at booke en plads til VM i Qatar på førstepladsen i kvalifikationen med 22 point.
USA ligger fortsat nummer to efter nederlaget, men kan blive overhalet af Mexico, hvis de vinder deres kamp natten til mandag mod Costa Rica på hjemmebane.


Canada
USA
VM kval. CONCACAF































