Tirsdag tog den tidligere SønderjyskE-spiller Casper Olesen et skridt i karrieren, som man ikke ser hver dag i dansk fodbold.
Her skrev offensivspilleren nemlig under på en halvårlig kontrakt med Helsinki IFK, der ligger nummer et i den næstbedste finske række.
- Efter mange år i SønderjyskE følte jeg, at det var tid til noget helt nyt - og gerne i udlandet. Her faldt valget så på Helsinki IFK, da jeg føler, at det er en klub med stort potentiale, siger Casper Olesen til bold.dk.
22-årige Olesen har spillet hele sin karriere i SønderjyskE, men i sidste sæson blev det blot til spilletid i fem Superliga-kampe.
- Forventningen er, at jeg skal kickstarte min karriere og være med til at sikre holdet den oprykning, som både fans og klubben virkelig er opsatte på. Derfor er det i første omgang også kun blevet til en halvårlig kontrakt, da sæsonen på det tidspunkt slutter.
- Derefter vurderer vi situationen, og så må vi se, om vi skal tale forlængelse, lyder det fra Casper Olesen.
Helsinki rykkede ned i den næstbedste række i sidste sæson efter en håndfuld år i det fineste selskab, og Casper Olesen er godt tilfreds med forholdene i sin nye klub.
- Niveauet heroppe virker til at være fint. Klubbens faciliteter er i orden, og specielt supporten fra fansene er virkelig imponerende, lyder det fra offensivspilleren.
Casper Olesen nåede i alt at få 11 Superliga-kampe for SønderjyskE.
anton@bold.dk


HIFK
Ykkosliiga































