

Chelsea var i dag oppe imod Shakhtar Donetsk i finalen i ungdommens Champions League, Youth League, i den schweiziske by Nyon.
Chelsea fik en fremragende start på kampen, da turneringens topscorer Dominic Solanke efter få minutter fandt anfører Isaiah Brown inde i feltet, og Brown fik via en modstander sendt bolden i nettet.
Shakhtar Donetsk fik dog udlignet allerede inden pausen, og her var Andreas Christensen uheldig, da han fik sendt bolden i eget net til pausestillingen 1-1.
Kort inde i anden halvleg kom Chelsea foran på ny, da Dominic Solanke headede et fornemt indlæg i nettet og dermed scorede sit 12. mål i turneringen.
Ikke mange minutter senere blev det også 3-1, da anfører Brown modtog bolden i feltet og med en iskold afslutning lagde bolden i nettet ved roden af stolpen.
Chelsea var i fuld kontrol over kampen, og det var langt hen ad vejen tættere på 4-1 end 3-2. Alligevel fik Shakhtar scoret i overtiden, men det sluttede få sekunder senere med resultatet 3-2.
Dermed vandt Chelsea den anden udgave af turneringen. Den første vandt Barcelona.



Blandede Kampe
Shakhtar Donetsk U19

































